Bill Clintons tid som præsident for USA var en periode præget af både stor popularitet og betydelige kontroverser. Hans offentlige image, formet af en karismatisk personlighed og en evne til at kommunikere effektivt, bidrog til vedvarende høje godkendelsesvurderinger. Samtidig stod han over for intense granskninger og beskyldninger, der udfordrede opfattelsen af hans troværdighed.
En af de mest bemærkelsesværdige aspekter af Clintons præsidentskab var hans godkendelsesvurderinger. Disse varierede, men lå ofte højt. I midten af 1993 var hans godkendelse nede på 36%, men steg til 64% i slutningen af 1993 og begyndelsen af 1994. I hans anden embedsperiode lå vurderingerne konsekvent i de høje 50'ere til høje 60'ere. Efter rigsretssagen i 1998 og 1999 nåede Clintons rating sit højeste punkt med 73% godkendelse. Han afsluttede sin præsidenttid med en Gallup Poll-godkendelsesvurdering på 65%, hvilket var højere end nogen anden afgående præsident målt siden Harry Truman.
Offentlige meningsmålinger har også rangeret Clinton højt historisk set. I en Gallup-måling fra februar 2007, hvor respondenterne blev bedt om at nævne den største præsident i USA's historie, kom Clinton ind på en fjerdeplads med 13% af stemmerne. I en Quinnipiac University Polling Institute-måling fra 2006 om den bedste præsident siden Anden Verdenskrig, rangerede Clinton som nummer to med 25% af stemmerne, 3% efter Ronald Reagan. Dog placerede han sig også som nummer tre med 16% af stemmerne i samme måling, da respondenterne blev spurgt om den værste præsident siden Anden Verdenskrig, kun overgået af Richard Nixon (17%) og George W. Bush (34%).
Clintons offentlige image blev også præget af hans personlige baggrund, ungdommelige fremtoning i starten af embedsperioden og hans karismatiske stil. Han var den første præsident født efter Anden Verdenskrig. Forfattere som Martin Walker og Bob Woodward har fremhævet hans innovative brug af 'soundbite-ready' dialog og en kampagnestil orienteret mod offentlighedens opfattelse som medvirkende faktorer til hans høje godkendelsesvurderinger. Da Clinton spillede saxofon på The Arsenio Hall Show, blev han af nogle religiøse konservative beskrevet som 'MTV-præsidenten'.
Hans tilknytning til forskellige grupper var også bemærkelsesværdig. Clinton nød stærk støtte fra det afroamerikanske samfund og gjorde forbedring af raceforhold til et centralt tema under sit præsidentskab. I 1998 kaldte nobelprismodtageren Toni Morrison i The New Yorker Clinton for "The First Black President", idet hun argumenterede for, at han udviste næsten alle 'troper af sorthed' – opvokset i et eneforsørgerhjem, fattig baggrund, arbejderklasse, spillede saxofon, elskede McDonald's og junkfood, en dreng fra Arkansas. Hun sammenlignede den granskning, hans privatliv blev udsat for trods hans karrieremæssige bedrifter, med den stereotypering og dobbeltmoral, sorte typisk udsættes for. Selvom Morrison senere præciserede sin kommentar og sagde, at den var blevet misforstået, og at hun kun beskrev måden, han blev behandlet på under rigsretssagen, som værende ækvivalent med en fattig sort person i ghettoen, vidner kommentaren om opfattelsen af hans forbindelse til det afroamerikanske samfund.
Clinton fik også en række forskellige kælenavne i løbet af sin karriere og eftermæle. Siden 2000 er han ofte blevet omtalt som "The Big Dog" eller "Big Dog". For sin fremtrædende rolle i kampagnen for præsident Obama i 2012 og sin meget omtalte tale ved Democratic National Convention samme år, hvor han officielt nominerede Obama og i detaljer kritiserede Mitt Romney og Republikanernes politik, fik han kælenavnet "Explainer-in-Chief". Andre kælenavne inkluderer "Slick Willie", "The Comeback Kid" og "Bubba".
Blandt de personer, der spillede en rolle bag kulisserne, var politiske konsulenter. Informationen nævner James Carville som en prominent figur, der var rådgiver for Clinton. Carville var involveret i Clintons præsidentkampagne i 1992. Ud over sit arbejde som konsulent opbyggede Carville en betydelig offentlig profil. Ifølge en artikel fra The New York Times i 2004 holdt han over 100 taler om året for forskellige publikummer, herunder erhvervsgrupper, universiteter og Demokratiske Partis fundraising-arrangementer. Han blev beskrevet som 'en multimediekoncern' og et 'gående konglomerat'. Hans evne til at forme en unik plads for sig selv som politisk konsulent og offentlig figur blev fremhævet. Carville var repræsenteret af Washington Speakers Bureau og havde et betydeligt talerhonorar. Hans personlige liv fik også opmærksomhed, især hans ægteskab med den Republikanske politiske konsulent Mary Matalin, der arbejdede for George H. W. Bushs genvalgskampagne i 1992. De blev gift i 1993 og har to døtre. Informationen nævner også Carvilles kritik af Obamas politiske stil og hans senere aktiviteter, herunder ansættelse hos Palantir Technologies og en stilling ved Louisiana State University.
Et andet aspekt af Clintons præsidentskab var hans brug af præsidentens beføjelse til at udstede benådninger. Den medfølgende information lister et stort antal personer, der modtog benådning fra Bill Clinton. Listen er omfattende og dækker en bred vifte af forbrydelser og baggrunde. Blandt de mange navne finder man personer dømt for alt fra mindre forseelser til alvorlig kriminalitet.
Eksempler på benådede personer, der fremgår af listen, inkluderer:
- Roger Clinton, dømt for sammensværgelse om at distribuere kokain og distribution af kokain. Hans benådning var genstand for en vis kontrovers på grund af beskyldninger om nepotisme.
- Marc Rich, dømt for blandt andet wire fraud, mail fraud, racketeering og skatteunddragelse.
- Susan H. McDougal, dømt for mail fraud og medvirken til misbrug af midler og afgivelse af falske erklæringer, relateret til Whitewater-efterforskningen.
- Patricia Campbell Hearst Shaw, dømt for væbnet bankrøveri.
- John Deutch, tidligere direktør for CIA, anklaget for overtrædelser relateret til håndtering af klassificerede oplysninger.
- John Fife Symington III, tidligere guvernør i Arizona, dømt for falske erklæringer til finansielle institutioner og wire fraud.
- Almon Glenn Braswell, dømt for mail fraud, mened og indgivelse af falske skatteangivelser.
- William Arthur Borders Jr., dømt for sammensværgelse om at bestikke en føderal dommer.
- James Howard Lake, dømt for ulovlige bidrag til valgkampagner og wire fraud.
- Normal Lyle Prouse, dømt for at operere et luftfartøj under indflydelse af alkohol.
- Adolph Schwimmer, dømt for sammensværgelse om at overtræde Neutralitetsloven og eksportkontrollove.
- Henry G. Cisneros, dømt for en misdemeanor for falsk erklæring.
Listen fortsætter med mange, mange flere navne, der illustrerer det store antal benådninger udstedt i hans sidste dage i embedet. Forbrydelserne varierer enormt og inkluderer yderligere eksempler som svindel (banksvindel, mail fraud, Medicaid fraud), narkotikarelaterede lovovertrædelser (besiddelse og distribution af kokain, marihuana, metamfetamin), skatteunddragelse, hvidvaskning, tyveri, falske erklæringer til myndigheder, overtrædelser af miljølove (Lacey Act, Bald Eagle Protection Act), og endda militærrelaterede forseelser (absens uden tilladelse) og overtrædelser fra borgerrettighedsaktivisme (Civil Disobedience Act).
Ud over den politiske dagsorden og lovgivning stod Bill Clinton også over for en række personlige kontroverser, der tiltrak sig betydelig medieopmærksomhed.
Seksuelle beskyldninger har forfulgt Clinton gennem hans karriere. Selvom han kun har indrømmet udenomsægteskabelige forhold til Monica Lewinsky og Gennifer Flowers, nævner informationen flere andre kvinder, der har fremsat beskyldninger. En af de mest prominente sager var Paula Jones' søgsmål for seksuel chikane, indgivet mens Clinton var præsident. Clinton argumenterede for, at en siddende præsident burde være immun over for civile søgsmål af denne art. Sagen endte i USA's Højesteret, som afgjorde, at en udsættelse af retssagen, indtil hans præsidentskab sluttede, ikke var forfatningsmæssigt påkrævet. Sagen blev dog senere afvist af en føderal dommer. Jones appellerede afvisningen. Under edsaflæggelsen i forbindelse med Jones' søgsmål, som fandt sted i Det Hvide Hus, benægtede Clinton at have haft seksuelle relationer med Monica Lewinsky. Denne benægtelse blev grundlaget for rigsretstiltalen for mened mod ham. I november 1998 indgik Clinton et forlig uden for retten og indvilligede i at betale Jones og hendes advokater 850.000 dollars. Han tilbød dog stadig ingen undskyldning til Jones og benægtede fortsat at have haft et seksuelt forhold til hende.
Informationen nævner også andre kvinder og deres beskyldninger: Kathleen Willey påstod i 1998, at Clinton seksuelt overfaldt hende fire år tidligere. Juanita Broaddrick påstod i 1998, at hun blev voldtaget af Clinton tyve år tidligere. Den uafhængige anklager fastslog, at Willey gav 'falsk information' til FBI og afgav inkonsistent vidneudsagn under ed relateret til Jones-beskyldningen. Broaddricks eneste vidneudsagn under ed om Clinton var en tidligere benægtelse af enhver chikane fra Clintons side. Gennifer Flowers, Elizabeth Ward Gracen, Sally Perdue og Dolly Kyle Browning hævdede at have haft utro seksuelle relationer med Clinton under eller før hans embedsperiode som guvernør. Gracen undskyldte senere over for Hillary Clinton for at have haft sex med Bill. Dolly Kyle Browning påstod, at hun og Clinton havde et langt seksuelt forhold fra midten af 1970'erne indtil 1992. Da Browning begyndte at skrive en roman om forholdet, hævdede hun, at Clinton gjorde alt for at forhindre udgivelsen. Browning sagsøgte Clinton for skader, men hendes appel blev afvist.
En anden, mindre alvorlig, men meget omtalt kontrovers var den såkaldte hårklip-kontrovers. Et hårklip, Clinton fik den 13. maj 1993 af stylisten Cristophe ombord på Air Force One i Los Angeles International Airport, blev genstand for medieomtale. Nationale medier rapporterede oprindeligt, at lufttrafikken blev påvirket, da to landingsbaner angiveligt blev lukket i en time, mens præsidentens fly stod på landingsbanen under hårklippet. The Washington Post omtalte 'det mest berømte hårklip siden Samsons' på forsiden ni gange over en seksugers periode, og mange andre aviser greb historien om, hvad der blev kaldt 'det dyreste hårklip i historien'. Senere undersøgelser afslørede dog, at kun ét kommercielt fly blev forsinket, og den forsinkelse var kun to minutter, men dette fund blev mindre bredt rapporteret.
Bill Clintons præsidentskab var en periode med både betydelige politiske begivenheder og personlige udfordringer. De høje godkendelsesvurderinger og hans evne til at forbinde sig med offentligheden stod i kontrast til de mange kontroverser og beskyldninger, der prægede hans tid i Det Hvide Hus. Hans brug af præsidentens benådningsret efterlod også et mærke på hans eftermæle.
Ofte Stillede Spørgsmål om Bill Clinton
Hvem var en af Bill Clintons mest kendte rådgivere?
Baseret på den tilgængelige information var James Carville en prominent politisk konsulent, der rådgav Bill Clinton.
Benådede Bill Clinton mange personer?
Ja, informationen lister et meget stort antal personer, der modtog benådning fra Bill Clinton i slutningen af hans embedsperiode.
Hvad var Bill Clintons højeste godkendelsesvurdering under hans præsidenttid?
Bill Clintons godkendelsesvurdering nåede sit højeste punkt på 73% efter rigsretssagen i 1998 og 1999.
Hvilke typer kontroverser nævnes i forbindelse med Bill Clinton?
De nævnte kontroverser inkluderer seksuelle beskyldninger fra flere kvinder (herunder Paula Jones-sagen) og den medieomtalte hårklip-kontrovers på Air Force One.
Hvad er nogle af de kælenavne, Bill Clinton fik?
Han blev blandt andet kaldt "The Big Dog", "Explainer-in-Chief", "Slick Willie", "The Comeback Kid", "Bubba" og "The First Black President".
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Bill Clintons Tiden: Popularitet & Kontroverser, kan du besøge kategorien Fotografi.