Benedict Cumberbatch er et navn, der klinger af verdensklasse skuespil, ikoniske roller og en ubestridelig tilstedeværelse på lærredet. Men bag den polerede facade og de mange priser gemmer sig en rejse, der startede langt fra Hollywoods rampelys. En væsentlig del af denne rejse fandt sted på University of Manchester, hvor en ung Benedict kastede sig ud i studielivet og kunsten, og hvor grundstenene til hans utrolige karriere blev lagt. Vi ser nærmere på hans formative år og en mere privat side af skuespilleren – hans passion for tegning.
Studielivet i Manchester: Mere end bare bøger
Efter opmuntring fra en god ven af familien, skuespilleren Toby Jones (kendt fra blandt andet Sherlock og Tinker Tailor Soldier Spy), der selv havde studeret drama i Manchester, besluttede den London-fødte Benedict Cumberbatch sig for at søge mod nord i 1997. Valget faldt på University of Manchester, og det var byens puls, der for alvor trak i ham. Han beskriver byen som levende, præget af studenterdrevet opfindsomhed, et fantastisk natteliv, kreativitet og en imponerende variation. Og så havde den en 'kant', som han tiltrak sig af.
Det tog ikke lang tid for den ambitiøse dramastuderende at blive fuldt ud opslugt af livet i Manchester. Han boede det første år i Owens Park Tower, et klassisk studenterboligkompleks, hvor han omfavnede alt, hvad studenterlivet bød på. Han husker etagernes 'vidunderlige kaos' og de mange 'sjove, skønt-vejrs-venner', han fik. Det var en tid præget af energi; det første år faldt sammen med Labour-partiets store valgsejr og Manchester Uniteds historiske 'treble' (vinde tre store turneringer i samme sæson), hvilket skabte en næsten ustoppelig bølge af positiv energi, som var umulig ikke at blive løftet af.
Benedict elskede også den mancunianske humor, selv når den var rettet mod studerende som ham selv – et nemt mål med sin 'ynkelige mappe med nedkradsede dramanoter, en halvspist baguette og et Magic Bus-pas'. Selv det fandt han charmerende, fordi det føltes ægte. Han beskriver Manchester som en 'borgerlig by', der er 'undskyldningsløs', men som også gemmer på en 'hel masse generøs kærlighed', når man kradser i overfladen.
Musik, Kultur og Dramatisk Udforskning
Udover det sociale liv og studierne dykkede Benedict dybt ned i byens blomstrende musikscene i slutningen af halvfemserne. Han var allerede en stor fan af Madchester-bands som The Stone Roses, Happy Mondays og The Charlatans, men i Manchester begyndte han at udforske nye genrer. Han havde det 'rigtig godt' til psykedeliske trance-aftener som Havok og lyttede meget til techno. Han besøgte også Sankeys Soap, mere for drum'n'bass end house, som han griner og indrømmer, at han ikke var 'voldsomt meget til'. Han brød sig ikke om at fryse i en Ben Sherman-skjorte eller gå med stramme bukser, som var en del af house-kulturen.
Livemusik var også en stor del af hans oplevelse. Han husker at have set Björk og Beastie Boys på deres 'Hello Nasty'-turné i arenaen. Han så Doves og 'de gamle drenge' Ed Simons og Tom Rowlands (The Chemical Brothers) på Manchester Academy, en koncert han kom fra med en 'næsten blødende trommehinde'. Det var simpelthen 'vidunderligt'.
Når det kom til hans egen kunstneriske disciplin, drama, brugte han tiden på universitetet til at udforske og forfine sit håndværk gennem 'hjemmelavede' produktioner. Han og hans medstuderende lavede utrolig meget og var gode til at 'klare sig' ved at bruge mødelokaler og Burlington Rooms til øvelser og forestillinger. De opførte blandt andet 'Amadeus' der, hvor Benedict spillede Antonio Salieri. De lavede også 'Epsom Downs' i en form for kirke.
Han kastede sig over et bredt spektrum af roller, fra Ricky Roma i 'Glengarry Glen Ross' til Krapp i 'Krapp's Last Tape' og George Tesman i 'Hedda Gabler'. Han blev en del af en talentfuld, samarbejdsvillig og kreativ gruppe af mennesker, som konstant overraskede og udfordrede ham, og som ofte trak ham med til karaoke-sessioner med David Bowies hits. De var unge, de skubbede grænser, de forsøgte at gøre det hele og få gode karakterer. Han beskriver det som et 'virkelig, virkelig godt år at være en del af, og tre virkelig, virkelig, virkelig gode år'.
Universitetstiden lærte ham meget. Den ydmygede ham, gav ham humor, nærede ham, og den vil altid have en plads i hans hjerte. Dramauddannelsen handlede ikke kun om performance; et af de tidlige moduler fokuserede endda på behovet for fængselsreform, kriminalitet og straf versus genoprettende retfærdighed eller rehabilitering. Han havde en stærk social samvittighed, allerede før og under sin tid i Manchester, omkring den potentielle effekt af drama og historiefortælling. Han lavede teater i fængsler og prøveløsladelsescentre, hvilket var en 'ekstraordinær' oplevelse.
Fra Manchester til Verdensscenen
Historiefortælling spiller en central rolle i Benedicts egen historie, først som et ungt talent klar til at sætte sit præg, og nu som en af Storbritanniens mest succesrige skuespillere på verdensplan. Og det hele startede her i Manchester. I begyndelsen af hvert projekt lærte han at spørge sig selv: 'Hvem modtager denne historie? Hvad er dens potentielle effekt?' og 'Hvad er det kulturelle behov for dette?'. Svarene dannede grundlaget for nogle af hans mest karrieredefinerende roller, herunder den legendariske genfortolkning af det plagede geni Sherlock Holmes og Phil Burbank i 'The Power of the Dog'.
Inspireret af sin uddannelse forlod Benedict Manchester fast besluttet på at være en del af 'værdifuldt' arbejde på scenen. Han tog en mastergrad i klassisk skuespil fra London Academy of Music and Dramatic Art (LAMDA), før han blev professionel skuespiller hos New Shakespeare Company. I begyndelsen af nullerne blev han en fast gæst på London-teatrene og modtog sin første Olivier Award-nominering for Bedste Birolle i 'Hedda Gabler' i 2005. Hans tv-arbejde gik også fra styrke til styrke, og hans store gennembrud kom i 2010 med hovedrollen i BBC's 'Sherlock'. Han blev hurtigt et kendt navn i Storbritannien og USA og vandt en Primetime Emmy Award i 2014.
Samme år modtog Benedict en Oscar-nominering for sin skildring af et af universitetets mest berømte navne – matematikeren, computervidenskabsmanden og kodebryderen, Alan Turing. Turing kom til Manchester efter sin tid i Bletchley Park, hvor han dechifrerede tyske efterretningsbeskeder for den britiske regering under Anden Verdenskrig.
At ære Turings betydelige indflydelse, på trods af uoverstigelige udfordringer, var en af hovedårsagerne til, at Benedict påtog sig rollen i 'The Imitation Game'. Tiltrækningen ved historien var 'denne mands utrolige menneskelige natur', der var i front for forståelsen med Turing-testen: hvad gør maskiner og mennesker forskellige? Filmen var en 'sidevendende thriller' om 'disse ekstraordinære sind, men almindelige mennesker, der kæmpede denne tavse krig for at redde millioner af liv'. Det var en 'bemærkelsesværdig bedrift'.
Turings historie rørte Benedict dybt. 'Det var bare en meget umiddelbar forbindelse til hans historie, der fangede mig,' siger han. 'Den mand, der bragte os så meget befrielse fra undertrykkelse, led under netop de hænder, han havde befriet. Det er ubærligt tragisk.' Turing blev retsforfulgt for 'grov usømmelighed' i 1952, fordi han levede som homoseksuel på et tidspunkt, hvor homoseksualitet var ulovligt i Storbritannien. Han døde to år senere af cyanidforgiftning – en undersøgelse konkluderede, at hans død var selvmord.
Turing er blevet et ikon af god grund, men han var en af hundredtusinder af mænd, der blev straffet for deres seksualitet i den æra. Rollen var en 'karakterstudie af en mand, der blev krænket', og at forsøge at ære manden på den måde var en 'kæmpe motivation' til at arbejde hårdt og gøre et godt stykke arbejde. Det var meget vigtigt for ham at forsøge at yde ham og hans historie retfærdighed.
Kunsten at finde ro: En hemmelig passion
Udover skuespillet har Benedict Cumberbatch afsløret en mere stille passion, der hjælper ham med at undslippe 'vrøvlet' ved berømmelse: tegning. Han finder ro i at tegne og tilbringe tid i naturen som en måde at normalisere tilværelsen på, især når han håndterer opmærksomheden fra fans.
Han dyrker tegning med pen og blæk og finder skitsering meget afslappende. Dog indrømmer han, at mangel på tid har forhindret ham i at kaste sig over maleri og lærredarbejde, hvilket er 'et stykke tid ude i fremtiden'. Denne hobby står i kontrast til hans offentlige persona og giver et indblik i, hvordan han finder balance og fred midt i en hektisk karriere. Det er en påmindelse om, at selv de største stjerner har behov for en kreativ ventil og et frirum væk fra rampelyset.
Et Budskab til Nutidens Studerende
Uanset om han mindes en mindeværdig (eller tåget) aften på Havok eller reflekterer over en karriere, der har budt på roller som nogle af historiens mest ikoniske karakterer, er det let at glemme, at man taler med en af sin generations mest anerkendte skuespillere. Her er han bare sig selv.
Og at være sig selv er et budskab, han ønsker at dele med nutidens studerende. Han ville ønske, han kunne sige til sit yngre jeg, 'ikke at være så bange for at være den, du er. Og ikke at bekymre dig så meget om, hvad andre tænker om dig'. Det er en naturlig bekymring, når man er ung, men det kan blive svært, når man søger ekstern validering, mens man indeni ikke er fuldt formet. Det kan hæmme ens udvikling som autentisk selv, især hvis man, som han, vælger en karriere, der strækker sig ud over ens levede erfaring for at fortælle historier, hvor man skal bebo mange forskellige oplevelser af sine karakterer.
Dybest set, bekymr dig ikke for meget! Det hele skal nok blive, som det er meningen. Du vil finde din plads. Men som T.S. Eliot skrev: 'Vi skal ikke ophøre med at udforske, og enden på al vores udforskning vil være at ankomme, hvor vi startede, og kende stedet for første gang'.
Et Varigt Aftryk på Universitetet
Ligesom det at bringe en universitetshelt som Alan Turing til det store lærred gav Benedict en 'full-circle' oplevelse, vil hans navn blive lagt ved siden af Alan Turings på Bicentenary Way – en særlig installation i Brunswick Park, der fejrer universitetets 200-års jubilæum og de mennesker med tilknytning til universitetet, der har ydet et inspirerende bidrag til verden.
2024 giver også Benedict endnu en grund til at vende tilbage til Manchester; hans gamle bolig, Owens Park Tower, skal rives ned for at give plads til nyere, mere moderne faciliteter. Med et smil spørger han: 'Må jeg trykke på knappen?'
Ofte Stillede Spørgsmål
Gik Benedict Cumberbatch på universitetet?
Ja, Benedict Cumberbatch studerede på University of Manchester fra 1997 til 2000, hvor han tog en bachelorgrad.
Hvad studerede Benedict Cumberbatch i Manchester?
Han studerede Drama og opnåede en BA-grad i faget.
Kan Benedict Cumberbatch tegne?
Ja, Benedict Cumberbatch har fortalt, at han tegner med pen og blæk og finder det afslappende, især som en måde at håndtere presset fra berømmelse på.
Hvorfor valgte Benedict Cumberbatch at studere i Manchester?
Han blev tiltrukket af byens livlighed, studenterliv, kulturelle scene, natteliv og den 'kant', byen besad, samt opmuntring fra familievennen Toby Jones.
Hvilken indflydelse havde Manchester på hans karriere?
Universitetstiden gav ham mulighed for at udforske sit drama-håndværk i dybden, deltage i mange produktioner, lære om drama's bredere samfundsmæssige rolle (inklusive teater i fængsler) og forme hans tilgang til historiefortælling, hvilket lagde grunden til hans senere succesfulde karriere.
Hvilken forbindelse har Benedict Cumberbatch til Alan Turing?
Benedict Cumberbatch spillede Alan Turing i filmen 'The Imitation Game', hvilket gav ham en Oscar-nominering. Alan Turing var en berømt matematiker og computervidenskabsmand, der arbejdede på University of Manchester, hvilket skaber en personlig forbindelse mellem skuespilleren og en vigtig skikkelse fra hans studieby.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Benedict Cumberbatch: Studieliv & Kunst, kan du besøge kategorien Fotografi.