Bernd og Hilla Becher er uden tvivl blandt de mest indflydelsesrige skikkelser i det 20. århundredes fotografi. Dette tyske kunstnerpar ændrede radikalt opfattelsen af, hvad dokumentarfotografi kunne være, og deres arbejde har efterladt et uudsletteligt præg på både kunst- og fotografiverdenen. De er bedst kendt for deres systematiske dokumentation af industribygninger, en genre de forvandlede til en dybt seriøs og æstetisk praksis.
Parrets fælles rejse begyndte i slutningen af 1950'erne, da de mødtes på Kunstakademie Düsseldorf. Bernd havde en baggrund inden for maleri og typografi, mens Hilla var uddannet erhvervsfotograf. Denne kombination af kunstnerisk sans og teknisk fotografisk ekspertise viste sig at være yderst frugtbar. De startede deres samarbejde i 1959 og giftede sig kort tid efter. Deres fælles passion og mål var at dokumentere industribygninger, der var typiske for deres tid, men som i stigende grad var truet af nedrivning i takt med industriens forandring.
Hvilke Motiver Fascinerede Becher-parret?
Bernd og Hilla Bechers fotografiske fokus var snævert, men dybt. Med få undtagelser, såsom deres tidlige dokumentation af bindingsværkshuse i Siegerland, koncentrerede de sig udelukkende om industrielle produktionsanlæg og bygninger, der var direkte relateret til produktion af varer. Deres linse fangede strukturer som højovne, vikletårne (bruges i minedrift), kornsiloer, køletårne, gastanke, fabrikker, kulbunkere og ovne. Det var ikke de skinnende nye faciliteter, der interesserede dem, men snarere de ofte oversete, aldrende strukturer, der fortalte historien om den moderne industriæra.
De betragtede disse bygninger ikke kun som funktionelle enheder, men også som historiske vidnesbyrd og, måske mere kontroversielt på det tidspunkt, som 'anonyme skulpturer'. Dette koncept, som de også brugte som titel på en af deres mest berømte fotobøger, understregede deres opfattelse af bygningernes formelle kvaliteter, uafhængigt af deres oprindelige formål eller placering. Ved at isolere bygningerne fra deres omgivelser og præsentere dem objektivt, opfordrede de beskueren til at se på arkitekturen med et nyt blik, værdsætte dens form og struktur.
Metoden Bag Præcisionen: Hvordan Arbejdede De?
Et af de mest genkendelige aspekter af Becher-parrets arbejde er deres konsekvente og systematiske metode. Deres tilgang var yderst objektiv og stringent. De fotograferede altid under lignende forhold: på overskyede dage med et blødt, diffust lys, der minimerede hårde skygger og fremhævede bygningens struktur og overfladedetaljer jævnt. Deres billeder er kendetegnet ved en centralperspektiv og en bevidst undgåelse af enhver form for forvrængning, hvilket giver bygningerne en monumental og næsten todimensional fremtoning.
Endvidere er deres billeder altid mennesketomme. Der er ingen biler, ingen forbipasserende, intet der distraherer fra selve bygningen. Denne bevidste udeladelse af kontekstuelle elementer tjente til at isolere bygningerne og fokusere opmærksomheden udelukkende på deres form, materiale og konstruktion. Det bidrog også til den følelse af tidløshed og objektivitet, der gennemsyrer deres arbejde.
En signaturmetode var brugen af 'Abwicklungen' (afviklinger) – en serie på typisk seks, ni, tolv eller flere fotografier af den samme bygning taget fra forskellige, fastlagte vinkler. Disse serier tillod en omfattende visuel dokumentation af objektet fra alle sider. Når billederne blev præsenteret sammen, skabte de en form for visuel analyse af bygningens struktur og form. Denne serielle tilgang var inspireret af både videnskabelig dokumentation og tidens minimalistiske og konceptuelle kunstbevægelser.
Kameraet Bag Detaljen: Storformatets Betydning
For at opnå den utrolige skarphed, detaljerigdom og den ønskede mangel på forvrængning, som er så karakteristisk for deres billeder, brugte Bernd og Hilla Becher storformatkameraer. Specifikt nævnes formatet 13x18 cm. Valget af et kamera med et så stort negativformat var afgørende for deres praksis af flere årsager:
- Præcision og Detaljer: Et stort negativ fanger en enorm mængde information. Dette tillod Becher-parret at gengive selv de mindste enkeltdele af bygningerne med utrolig klarhed og skarphed. Hver nitte, hver mursten, hver tekstur fremstår knivskarpt på det endelige print.
- Kontrol over Perspektiv: Storformatkameraer, især tekniske kameraer, giver mulighed for at justere objektiv- og filmplan uafhængigt af hinanden (kendt som 'shifts' og 'tilts'). Dette er essentielt i arkitekturfotografi for at korrigere perspektivforvrængning – for eksempel for at sikre, at lodrette linjer forbliver lodrette, selv når kameraet vinkles opad. Selvom den specifikke tekst ikke dykker ned i disse teknikaliteter, nævner den 'Verzerrungsfreiheit' (forvrængningsfrihed), hvilket er en direkte fordel ved at bruge storformatkameraer og deres justeringsmuligheder.
- Større Print: Større negativer muliggør større forstørrelser uden tab af kvalitet. Dette var vigtigt for Becher-parret, da deres endelige værker ofte blev præsenteret som store print i gallerier og museer, hvor detaljerne skulle kunne ses tydeligt.
- Arbejdsproces: At arbejde med et storformatkamera er en langsommere, mere overvejet proces end med mindre kameraer. Det kræver opstilling af stativ, omhyggelig komposition og indstilling af eksponering. Denne metode passede godt til deres omhyggelige og systematiske tilgang til dokumentation.
Valget af 13x18 cm formatet var et bevidst valg, der understøttede deres æstetiske og dokumentariske mål. Det var værktøjet, der gjorde det muligt for dem at indfange bygningerne med den præcision og objektivitet, de stræbede efter.
Typologier: At Sammenligne Former
Becher-parrets arbejde er uløseligt forbundet med konceptet om typologier. En typologi er en samling af fotografier af forskellige eksemplarer af den samme type bygning – for eksempel en serie af vandtårne, en serie af højovne eller en serie af kornsiloer. Disse serier blev typisk præsenteret i faste gitterformationer, ofte på mellem fire og tredive billeder, udstillet side om side på en væg.
Formålet med typologierne var at muliggøre en komparativ analyse af bygningerne. Ved at se mange eksempler på den samme type struktur ved siden af hinanden, under ensartede belysnings- og perspektivforhold, kunne beskueren tydeligt se variationerne i form, størrelse, materiale og konstruktion. Det var en måde at systematisere og katalogisere industribyggeriets 'arter', ligesom en botaniker ville katalogisere planter. De kaldte bygningerne 'anonyme skulpturer', fordi typologierne fremhævede deres formelle, næsten skulpturelle, kvaliteter, uanset deres funktion eller specifikke historie.
Denne præsentationsform var både en dokumentarisk metode og en kunstnerisk strategi. Den havde genklang i minimalismens og konceptkunstens serielle tilgange, hvilket hjalp med at placere Becher-parrets arbejde solidt inden for kunstverdenen, på trods af dets dokumentariske udgangspunkt. Deres anerkendelse som kunstnere blev yderligere cementeret, da de i 1990 modtog en pris ved Venedig Biennalen, ikke for fotografi, men for skulptur – en anerkendelse af deres evne til at fremhæve arkitekturens skulpturelle egenskaber gennem deres fotografier.
Arven Efter Bernd og Hilla Becher
Bernd og Hilla Bechers indflydelse på moderne fotografi er enorm. De brobyggede effektivt mellem dokumentarfotografi og kunstfotografi og viste, at en strengt dokumentarisk tilgang kunne resultere i værker af dyb kunstnerisk og konceptuel værdi. Deres arbejde har inspireret generationer af fotografer, herunder mange af deres egne studerende på Kunstakademie Düsseldorf, hvor de underviste i mange år. Den såkaldte 'Düsseldorf Skole' af fotografi, med kunstnere som Andreas Gursky, Thomas Struth og Candida Höfer, bærer tydelige spor af Becher-parrets systematiske og konceptuelle tilgang.
Deres arv handler ikke kun om at dokumentere en forsvindende verden af industriarkitektur, men også om at udfordre vores opfattelse af, hvad der er værd at fotografere, og hvordan fotografi kan bruges som et redskab til systematisk undersøgelse og kunstnerisk udtryk. De lærte os at se skønhed og form i det oversete og det funktionelle og at værdsætte de anonyme strukturer, der har formet vores moderne verden.
Ofte Stillede Spørgsmål
- Hvilket kamera brugte Bernd og Hilla Becher?
De brugte primært storformatkameraer, ofte i formatet 13x18 cm, for at opnå høj præcision og detaljerigdom. - Hvad fotograferede de?
De fotograferede primært industribygninger som højovne, vikletårne, kornsiloer, køletårne og gastanke. - Hvorfor fotograferede de kun industribygninger?
De ønskede at dokumentere disse strukturer, da mange var truet af nedrivning. De så dem også som 'anonyme skulpturer' og var fascineret af deres formelle kvaliteter. - Hvad er en 'typologi' i Becher-parrets arbejde?
En typologi er en serie af fotografier af forskellige eksemplarer af den samme type bygning, præsenteret sammen i et gitter for at muliggøre sammenligning af formerne. - Hvorfor er der aldrig mennesker på deres billeder?
Fraværet af mennesker bidrager til billedernes objektivitet og sikrer, at fokus udelukkende er på bygningens form og struktur.
Gennem deres vedholdende og metodiske arbejde skabte Bernd og Hilla Becher et enestående arkiv over industriens arkitektur, samtidig med at de revolutionerede kunstfotografiet. Deres billeder er ikke blot dokumentation; de er dybe studier i form, funktion og den flygtige natur af den menneskeskabte verden.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Becher-parrets Ikoniske Fotografi og Kamera, kan du besøge kategorien Fotografi.