John Birks "Dizzy" Gillespie (født 21. oktober 1917, død 6. januar 1993) var en amerikansk jazzmusiker, bandleder, komponist, pædagog og sanger. Han er bredt anerkendt som en af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige skikkelser i jazzens historie, især som en af pionererne inden for bebop-stilen. Dizzy Gillespie var ikke kun en teknisk brillant trompetist og en mesterlig improvisator, men også en utrolig karismatisk entertainer med et unikt visuelt udtryk, der gjorde ham til et varigt ikon. Hans bidrag til jazzen var enorme, og hans stil var så kompleks, at det først var årtier senere, at musikere som Jon Faddis succesfuldt kunne genskabe den.
Gillespies karriere strakte sig fra midten af 1930'erne næsten helt frem til hans død i 1993. Han var en nær ven og nabo til en anden jazzkæmpe, Louis Armstrong, i Corona, Queens. Scott Yanow beskrev Gillespie som en af de mest avancerede jazzmusikere nogensinde, i stand til at spille teknisk "forkerte" toner og alligevel få dem til at passe ind, som at passe en firkant ind i en trekant. Hans evne til at fremføre radikale soloer og gøre dem tilgængelige gennem sit showmanship, inspirerede humor og strålende musikalitet cementerede hans plads i musikhistorien. Sammen med Charlie Parker ændrede han jazzen permanent i midten af 1940'erne, og ved at nedskrive og undervise den næste generation gjorde Gillespie bebop til fundamentet for moderne jazz.
Den Ikoniske Bøjede Trompet
Et af de mest karakteristiske visuelle kendetegn ved Dizzy Gillespie var hans trompet med den opadbøjede klangstykke. Dette usædvanlige design var ikke oprindeligt tilsigtet. Historien fortæller, at den 6. januar 1953, under en fest for hans kone Lorraine i klubben Snookie's på Manhattan, fik hans trompet ved et uheld sit klangstykke bøjet opad. I stedet for at få den rettet ud, opdagede Gillespie, at han faktisk godt kunne lide lyden, den producerede. Nogle mener, at det bøjede klangstykke hjalp med at rette lyden væk fra danserne foran scenen og mod publikum bagved, selvom den primære effekt var akustisk snarere end retningsbestemt i den forstand. Uanset årsagen bag den foretrukne lyd, valgte han at beholde det bøjede instrument. Senere fik han specialfremstillet trompeter med et 45-graders opadrettet klangstykke, hvilket blev hans personlige ikon og varemærke for resten af hans karriere. Dette visuelle element gjorde ham øjeblikkeligt genkendelig på scenen og i fotografier verden over.
Bebop Revolutionen og Gillespies Rolle
Bebop opstod som den første moderne jazzstil og var en videreudvikling af swing, selvom den i starten blev mødt med blandede reaktioner og ikke var lige så populær som swingmusikken. Dizzy Gillespie var en central figur i denne revolution. Sammen med musikere som Charlie Parker, Thelonious Monk, Bud Powell, Kenny Clarke og Oscar Pettiford skabte han et nyt musikalsk vokabularium præget af komplekse harmonier, hurtige tempoer og virtuos improvisation. Gillespie og Parker optrådte på berømte jazzklubber i Harlem, herunder Minton's Playhouse og Monroe's Uptown House, hvor bebop-stilen blev udviklet og forfinet i jamsessioner. Parkers system inkluderede metoder til at tilføje akkorder til eksisterende akkordprogressioner og antyde yderligere akkorder inden for de improviserede linjer, hvilket Dizzy omfavnede og bidrog til.
Gillespies kompositioner fra denne periode, såsom "Groovin' High", "Woody 'n' You" og "Salt Peanuts", lød radikalt anderledes end den populære swingmusik. "A Night in Tunisia", skrevet i 1942, mens han spillede med Earl Hines' band, er bemærkelsesværdig for sin synkoperede baslinje, et træk der er almindeligt i moderne musik. Den første formelle indspilning af bebop, der blev udgivet, var Coleman Hawkins' session den 16. februar 1944, hvor Gillespie var en fremtrædende sideman på "Woody 'n' You". Fra starten af 1945 begyndte han at indspille produktivt som leder og sideman. Gillespie var ikke tilfreds med, at bebop skulle forblive en nichemusik spillet af små grupper i små klubber. En koncert med en af hans små grupper i New York's Town Hall den 22. juni 1945 præsenterede bebop for et bredt publikum, og optagelser herfra blev udgivet i 2005. Han begyndte at organisere bigbands i slutningen af 1945 for at popularisere den nye musik yderligere. Dizzy Gillespie and his Bebop Six, der inkluderede Parker, havde et længere engagement på Billy Berg's klub i Los Angeles i december 1945, men modtagelsen var blandet, og bandet gik i opløsning. I februar 1946 skrev han kontrakt med Bluebird, hvilket gav ham RCA's distributionskraft til sin musik. Han og hans bigband var hovednavnet i filmen "Jivin' in Be-Bop" fra 1946.
Afro-Cuban Jazz: En Fusion af Rytmer
Ud over sin rolle i bebop var Dizzy Gillespie også en pioner inden for Afro-Cuban jazz i slutningen af 1940'erne. Han integrerede afro-latinamerikanske rytmer og elementer i jazzen og populærmusikken, især salsa. Afro-Cuban jazz bygger på traditionelle afro-cubanske rytmer. Gillespie blev introduceret til conga-trommeslageren Chano Pozo i 1947 af Mario Bauza, en latin jazz-trompetist, som Gillespie kendte godt fra at have spillet sammen i Chick Webb og Cab Calloway's bands. Chano Pozo blev en fast del af Gillespies band, og sammen skabte de nogle af de mest berømte Afro-Cuban jazz-stykker, herunder "Manteca" og "Tin Tin Deo" (begge skrevet sammen med Pozo). Gillespie bestilte også George Russells "Cubano Be, Cubano Bop", som også involverede Pozo. Dizzy arbejdede tæt sammen med Mario Bauza på jazzklubber på 52nd Street i New York og på berømte danseklubber som Palladium og Apollo Theater i Harlem. Gillespie hjalp med at udvikle og modne Afro-Cuban jazz-stilen, som blev anset for bebop-orienteret og klassificeret som en moderne stil. Afro-Cuban jazz var succesfuld, fordi den bevarede sin popularitet og altid tiltrak folk til at danse, hvilket tilføjede en levende, visuel dimension til hans optrædener.
En Karriere Fyldt Med Historier
Dizzy Gillespies karriere var fyldt med interessante episoder. Efter at have spillet med Teddy Hill's band, hvor han lavede sin første indspilning, "King Porter Stomp", mødte han danseren Lorraine Willis i 1937, som han giftede sig med i 1940. Han kom med i Cab Calloway's orkester i 1939, men blev fyret i slutningen af 1941 efter en uoverensstemmelse, der involverede en spytklat og en kniv. Calloway brød sig ikke om Gillespies legesyge humor og eventyrlystne tilgang til soloer, som han angiveligt kaldte "kinesisk musik". Under en prøve smed nogen en spytklat, Calloway gav Gillespie skylden, og da Dizzy nægtede at tage skylden, stak han Calloway i benet med en kniv, hvilket resulterede i mindre snitsår. Selvom Dizzy forsøgte at undskylde senere, blev han afskediget.
Gillespie gjorde ikke militærtjeneste under Anden Verdenskrig. Ved sin Selective Service-samtale gav han en bemærkelsesværdig udtalelse om racisme i USA, hvilket resulterede i, at han blev klassificeret 4-F. I 1943 kom han med i Earl Hines' band, som Gunther Schuller beskrev som et orkester, der allerede spillede moderne harmonier og substitutioner, som senere blev kendt som bebop, men bandet lavede desværre ingen optagelser af dette materiale. Dizzy selv sagde, at Hines' band var "bebop'ens inkubator", men at musikken ikke var ny, men en evolution fra tidligere stilarter.
Han kom senere med i Billy Eckstines bigband, hvor han blev genforenet med Charlie Parker. I 1944 forlod Gillespie Eckstines band for at spille i mindre comboer, typisk bestående af trompet, saxofon, klaver, bas og trommer. Han anbefalede Fats Navarro som sin afløser i Eckstines band.
I 1951 grundlagde Gillespie sit eget pladeselskab, Dee Gee Records, som dog lukkede i 1953.
Et andet bemærkelsesværdigt punkt i hans karriere var en trafikulykke i 1948, hvor han blev påkørt af en bil, mens han cyklede. Han fik mindre skader og opdagede, at han efterfølgende ikke længere kunne ramme B-flad over høje C. Han vandt retssagen, men juryen tildelte ham kun 1000 dollars på grund af hans høje indtjening op til det tidspunkt.
I 1956 organiserede Gillespie et band til en turné i Mellemøsten arrangeret af State Department. Turnéen blev godt modtaget internationalt og gav ham tilnavnet "the Ambassador of Jazz". I denne periode ledede han også et bigband, der turnerede i USA og optrådte med musikere som Pee Wee Moore. Dette band indspillede et livealbum på Newport Jazz Festival i 1957, hvor Mary Lou Williams medvirkede som gæstepianist.
I 1980'erne ledede Gillespie United Nations Orchestra, som Flora Purim turnerede med i tre år. Hun tilskriver Gillespie at have forbedret hendes forståelse af jazz. I 1982 blev han opsøgt af Stevie Wonder for at spille solo på Wonders hit "Do I Do". Han medvirkede også i filmen "El invierno en Lisboa" (Vinteren i Lissabon) fra 1992, og soundtracket, hvor han medvirker, blev udgivet i 1991.
Sygdom og Sidste År
I december 1991, under et engagement på Kimball's East i Emeryville, Californien, oplevede Dizzy Gillespie en krise, der viste sig at skyldes bugspytkirtelkræft. Han optrådte én aften mere, men aflyste resten af turnéen af medicinske årsager, hvilket afsluttede hans 56-årige turnékarriere. Han ledede sin sidste indspilningssession den 25. januar 1992.
Den 26. november 1992 fejrede Carnegie Hall Gillespies 75-års fødselsdagskoncert og hans bidrag til fejringen af 100-året for Baháʼu'lláh's bortgang. Gillespie skulle have optrådt i Carnegie Hall for 33. gang. Line-uppet inkluderede Jon Faddis, James Moody, Paquito D'Rivera og Mike Longo Trio. Desværre var Gillespie for dårlig til at deltage. Musikerne spillede dog med hele deres hjerte for ham, sandsynligvis med en fornemmelse af, at han ikke ville spille igen. Hver musiker hyldede deres ven, denne store sjæl og innovator i jazzens verden.
Som mangeårig beboer i Englewood, New Jersey, døde Dizzy Gillespie af bugspytkirtelkræft den 6. januar 1993 i en alder af 75 år. Han blev begravet på Flushing Cemetery i Queens, New York City.
Arven Lever Videre
Dizzy Gillespies arv lever videre på mange måder, ud over hans musikalske indflydelse. Dizzy Gillespie Memorial Fund hjælper med at dække omkostningerne til hospitalsindlæggelse, diagnostiske tests og medicinsk behandling for jazzmusikere, der er uforsikrede og ikke har råd til at betale. Fonden, der er 100 procent donorstøttet, har siden oprettelsen ydet over 9 millioner dollars i medicinske ydelser til mere end 1.900 blues-, jazz- og roots-musikere, som ellers ikke ville have haft råd til sundhedspleje. Englewood Hospital har i over 24 år aldrig afvist en syg musiker, og hospitalets generøsitet har bogstaveligt talt holdt musikken i live. Programmet er vokset takket være ledelsen af læger som Dr. Frank Forte og Dr. Steve Brunnquell samt andre bidragydere og de 50 læger, der årligt donerer deres tid. Siden 2001 er dette netværk af læger vokset til andre stater for at hjælpe uforsikrede musikere. Derudover er der skabt et netværk af tandlæger og mundkirurger, der enten donerer deres ydelser gratis eller til stærkt nedsatte priser, især til blæsere og vokalister.
Dizzy Gillespie Cancer Institute ved Englewood Hospital er vokset til et verdensberømt onkologi-center, anerkendt som en model for kræftdiagnose og -behandling. Dette center bærer Gillespies navn som en hyldest til ham og hans kamp og som et sted, der hjælper andre i en lignende situation.
Et Umarkeret Gravsted
Mens Louis Armstrongs hjem i Corona, Queens, er blevet et nationalt mindesmærke og museum, der modtager betydelig finansiering, er Dizzy Gillespie, hvis indflydelse på jazzhistorien er lige så dyb, ikke engang hædret med en simpel markør på sit gravsted. Dizzy Gillespie er begravet på Flushing Cemetery, 163-06 46th Ave, Flushing, NY 11358. Ifølge The Syncopated Times er Gillespies grav på Flushing Cemetery ikke markeret med nogen form for mindesmærke. Der er ingen kendt information om, at Dizzy selv skulle have ønsket, at hans grav skulle forblive udekoreret, så mange føler, at denne udeladelse er en uretfærdighed over for hans minde og dem, der ønsker at hylde ham. Mysteriet omkring det umarkerede gravsted står i kontrast til hans ellers så offentlige og visuelt markante liv.
Ofte Stillede Spørgsmål
Hvilken sygdom havde Dizzy Gillespie?
Dizzy Gillespie døde af bugspytkirtelkræft (pancreatic cancer).
Hvorfor var Dizzy Gillespies trompet bøjet?
Trompeten fik ved et uheld sit klangstykke bøjet opad under en fest i 1953. Gillespie kunne lide lyden, som den bøjede form skabte, og valgte at beholde designet og senere få specialfremstillet trompeter med det karakteristiske opadvendte klangstykke, hvilket blev hans varemærke.
Hvorfor er Dizzy Gillespies gravsted umarkeret?
Den præcise årsag til, at Dizzy Gillespies gravsted er umarkeret, er ikke angivet i den leverede information. Teksten nævner blot, at det er et faktum, og at det føles som en uretfærdighed, da der ikke er nogen kendt indikation af, at Dizzy selv ønskede dette.
Hvad var usædvanligt ved Dizzy Gillespies trompet?
Det mest usædvanlige ved Dizzy Gillespies trompet var, at klangstykket var permanent bøjet opad i en 45-graders vinkel. Dette startede som et uheld, men blev et bevidst valg på grund af den lyd, det producerede, og det udviklede sig til hans ikoniske visuelle varemærke.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Dizzy Gillespie: Ikonet Med Den Bøjede Trompet, kan du besøge kategorien Fotografi.