Fotografiets Første Skridt: Mennesket i Fokus

Fotografiets verden, som vi kender den i dag, med øjeblikkelige billeder på vores telefoner og kameraer, er et resultat af århundreders eksperimenter, nysgerrighed og genialitet. Men hvordan startede det hele? Hvad var det første billede nogensinde, og hvornår lykkedes det endelig at fange et menneskes flygtige tilstedeværelse på en plade eller et stykke papir? Rejs med tilbage i tiden til fotografiets spæde begyndelse og opdag de utrolige historier bag de allerførste billeder, der fangede verden – og os selv.

Før selve fotografiet opstod, var der en lang periode med forskning i lysfølsomme materialer. Allerede før år 1700 havde man en idé om, at lys kunne påvirke forskellige stoffer. Tænk bare på, hvordan sollys kan gøre huden solbrun eller få tekstiler til at falme. Ønsket om at kunne fastholde de billeder, man så i et spejl eller gennem et mørkekammer (camera obscura), har sandsynligvis eksisteret længe, men der findes ingen historiske kilder, der beskriver noget, der ligner fotografi, før efter år 1700, på trods af kendskabet til både lysfølsomme materialer og camera obscura.

I 1614 observerede Angelo Sala, at sollys gjorde pulveriseret sølvnitrat sort. Wilhelm Homberg beskrev i 1694, hvordan lys gjorde visse kemikalier mørke. Disse var tidlige, men isolerede, observationer af lysets kemiske effekt.

De Første Spæde Eksperimenter (1700-1802)

Omkring 1717 gjorde den tyske polyhistor Johann Heinrich Schulze en bemærkelsesværdig opdagelse ved et uheld. Han fandt ud af, at en blanding af kridt og salpetersyre, hvori der var opløst nogle sølvpartikler, blev mørkere i sollys. Ved at placere skabeloner med ord på flasken, der indeholdt stoffet, skabte han kopier af teksten i mørkerøde, næsten violette bogstaver på den ellers hvidlige overflade. Disse 'billeder' forsvandt dog, hvis flasken blev rystet, eller hvis hele indholdet blev udsat for lys. Schulze kaldte stoffet 'Scotophors' og offentliggjorde sine resultater i 1719. Selvom hans proces lignede senere fotogram-teknikker og nogle gange betragtes som den allerførste form for fotografering, kunne den ikke skabe permanente billeder fra et camera obscura.

I 1760 beskrev den franske forfatter Tiphaigne de la Roche i sin science fiction-roman 'Giphantie' en proces, der mindede om farvefotografi. Han forestillede sig et materiale, der påført på lærred, kunne fange flygtige billeder dannet af lysstråler. Han beskrev, hvordan lærredet, placeret foran et objekt, først opførte sig som et spejl, men på grund af sin 'viskøse natur' bevarede et 'faksimile af billedet'. Billedet blev fanget øjeblikkeligt, hvorefter lærredet blev fjernet og lagt et mørkt sted for at tørre. Dette antyder en forståelse for materialets lysfølsomhed, selvom han tillagde effekten dets viskositet. Dette var ren fiktion, men en fascinerende forudsigelse.

Kemikeren Carl Wilhelm Scheele gjorde i 1777 en vigtig opdagelse, der kunne have været revolutionær for fotografiet. Han studerede sølvchlorid, som er endnu mere lysfølsomt end sølvnitrat, og fandt ud af, at lys gjorde det mørkt ved at nedbryde det til mikroskopiske partikler af metallisk sølv. Endnu vigtigere opdagede Scheele, at ammoniak opløste sølvchloridet, men ikke de mørke sølvpartikler. Denne opdagelse kunne have været brugt til at stabilisere – eller 'fikse' – et billede fanget med sølvchlorid, så det ikke længere var lysfølsomt. Scheeles opdagelse af en kemisk fiksering blev dog overset af de tidligste fotografia-eksperimentatorer. Han bemærkede også, at rødt lys havde minimal effekt på sølvchlorid, en observation der senere førte til brugen af rødt 'sikkerhedslys' i mørkekammeret.

Wedgwood og Davy: Flygtige Skyggebilleder

Den engelske keramiker og opfinder Thomas Wedgwood (søn af Josiah Wedgwood) menes at have været den første, der aktivt forsøgte at skabe permanente billeder ved at fange billeder fra et camera obscura på materiale belagt med et lysfølsomt kemikalie. Han brugte en opløsning af sølvnitrat, men fandt, at billederne fra hans camera obscura var for svage til at efterlade et mærke. Wedgwood havde dog succes med at kopiere malede glasplader og fange skygger af objekter på hvidt læder og papir fugtet med sølvnitrat. Han opnåede 'distinkte nuancer af brunt eller sort', men alle forsøg på at bevare resultaterne mislykkedes. Han manglede en effektiv fikseringsmetode.

Wedgwoods eksperimenter fandt sandsynligvis sted omkring århundredeskiftet 1800. I 1802 blev en beskrivelse af hans forsøg, skrevet af den berømte kemiker Humphry Davy, offentliggjort i Royal Institutions tidsskrift. Artiklen, med titlen 'An Account of a Method of Copying Paintings upon Glass, and of Making Profiles, by the Agency of Light upon Nitrate of Silver', beskrev Wedgwoods resultater og Davys egne observationer, herunder at processen kunne bruges til at skabe detaljerede repræsentationer af f.eks. 'bladenes træfibre og insekters vinger' ved hjælp af solmikroskopet. Desværre konkluderede Davy (tilsyneladende uvidende om Scheeles opdagelse), at man manglede et stof til at fjerne eller deaktivere de ueksponerede partikler for at gøre processen permanent. Wedgwood opgav måske sine eksperimenter på grund af sit svigtende helbred; han døde som 34-årig i 1805. Davy fortsatte heller ikke eksperimenterne. Artiklen blev læst af mange, men manglen på en løsning på fikseringsproblemet afskrækkede tilsyneladende andre fra at følge op med det samme.

Samtidig, omkring 1801, menes den franske ballonfører, professor og opfinder Jacques Charles at have skabt flygtige negative fotogrammer af silhuetter på lysfølsomt papir. Charles dokumenterede ikke sin proces, men skulle have demonstreret den i sine forelæsninger. Først i 1839, da François Arago præsenterede Daguerres proces for verden, blev Charles' arbejde nævnt som en tidlig idé om at fiksere billeder fra camera obscura. Dette placerer hans eksperimenter lige før Wedgwoods publikation.

Niépce: De Første Faste Billeder (1816-1833)

Efter årtiers spredte og ofte mislykkede forsøg på at fiksere billeder, trådte en ny pioner ind på scenen: Joseph Nicéphore Niépce. Han begyndte sine eksperimenter så tidligt som i 1816. Niépce arbejdede med en proces, han kaldte 'heliografi' (soltegning), som brugte bitumen af Judæa, en type asfalt, der hærder, når den udsættes for lys. Han påførte dette stof på plader af metal eller glas og udsatte dem for lys i et camera obscura.

Efter langvarige eksponeringer – ofte mange timer – vaskede Niépce pladen med et opløsningsmiddel, der fjernede den uhærdede bitumen, mens de lyshærdede områder blev tilbage og dannede et positivt billede. Denne proces var meget langsom og krævede ekstremt lange eksponeringstider, hvilket gjorde den upraktisk til at fange levende motiver.

Ikke desto mindre lykkedes det Niépce at skabe verdens ældste kendte fotografi dannet i et camera obscura. Billedet, taget i 1826 eller 1827, viser udsigten fra et vindue på hans ejendom Le Gras i Bourgogne, Frankrig. Dette historiske billede er et monument over den tidlige fotografis kamp for at fange virkeligheden. Før dette havde han i 1825 taget et billede af en gravering ved hjælp af samme proces, men udsigten fra vinduet regnes som det første fotografi taget med et kamera.

Daguerre og Daguerreotypiet (1832-1840)

Niépce indgik et partnerskab med Louis Daguerre, en maler og scenograf, der også eksperimenterede med at fange billeder. Efter Niépces død i 1833 fortsatte Daguerre sit arbejde og udviklede en ny proces baseret på sølvbelagte kobberplader, der blev gjort lysfølsomme ved at udsætte dem for joddampe. Efter eksponering i kameraet blev pladen fremkaldt ved at udsætte den for kviksølvdampe, hvilket afslørede det latente billede. Til sidst blev billedet fikseret ved at vaske pladen i en stærk saltopløsning (senere hyposulfit af soda, som Davy og Scheele havde overset). Denne proces, kendt som daguerreotypiet, var langt hurtigere end Niépces heliografi, selvom eksponeringstiderne stadig var relativt lange.

Daguerreotypiet producerede unikke, meget detaljerede positive billeder. Da processen blev offentliggjort i 1839 (den franske regering købte rettighederne og gjorde den fri for alle), markerede det fotografiets fødsel i offentligheden og udløste en revolution inden for billedproduktion.

Det Ældste Billede af Mennesker

Med daguerreotypiets kortere eksponeringstider blev det muligt at fange billeder af den virkelige verden, herunder bybilleder. Louis Daguerres billede af Boulevard du Temple i Paris, taget i 1838, er berømt af flere årsager. For det første er det et af de tidligste daguerreotypier. For det andet er det bredt anerkendt som det første fotografi, der viser levende mennesker.

Billedet, taget fra et vindue med udsigt over den travle boulevard, ser ved første øjekast tom ud. Men med en eksponeringstid på omkring ti minutter bevægede hestevogne, fodgængere og andre elementer sig for hurtigt til at blive fanget på pladen. Dog ses to figurer i nederste venstre hjørne: en mand, der ser ud til at få sine sko pudset, og skopudseren. De stod tilsyneladende stille længe nok til at efterlade et spor på den lysfølsomme plade. Dermed er dette billede det ældste kendte fotografi, der viser faktiske mennesker i en dagligdags situation.

Det Første Portræt af et Menneskeligt Ansigt – og den Første 'Selfie'

Mens Daguerres Boulevard du Temple viser mennesker, er det ikke et portræt, der fokuserer på ansigtet. Æren for det første fotografiske portræt af et menneskeligt ansigt – og dermed også den første 'selfie' – tilfalder den amerikanske pioner Robert Cornelius. I oktober eller november 1839, uden for sin families butik i Philadelphia, satte Cornelius sit kamera op, fjernede objektivdækslet, løb ind i billedet, sad stille i et minut og dækkede derefter objektivet igen. Resultatet var et portræt af hans hoved og skuldre med armene krydset. På bagsiden af daguerreotypiet skrev han: 'Det første lysbillede nogensinde taget'. Selvom Niépce og Daguerre var kommet først med selve processen, var Cornelius den første, der brugte den til at skabe et portræt af sig selv, hvilket markerede starten på portrætfotografi og, med et moderne twist, selvportrætter eller 'selfies'.

Disse tidlige billeder – Niépces udsigt, Daguerres boulevard med de små figurer og Cornelius' selvportræt – er milepæle i fotografiets historie. De viser overgangen fra simple kemiske reaktioner til evnen til at fange og bevare scener fra virkeligheden, herunder det mest fascinerende motiv af alle: mennesket.

Yderligere Tidlige Milepæle

Udviklingen stoppede ikke her. Andre pionerer bidrog med vigtige skridt:

• Hippolyte Bayard: En anden fransk opfinder, der udviklede sin egen fotografiske proces uafhængigt af Daguerre. Da han følte sig forbigået, skabte han i 1840 et 'selvportræt som en druknet mand' som en protest – anerkendt som den første fotografiske hoax.
• Det Første Nyhedsfoto: Et billede af en anholdelse i Frankrig fra 1847 menes at være det første fotografi taget med det formål at dokumentere en nyhedsbegivenhed.
• Det Første Luftfoto: Taget fra en varmluftsballon over Boston i 1860 af James Wallace Black og Samuel Archer King.
• Det Første Farvefoto: Skabt af den skotske fysiker James Clerk Maxwell i 1861, demonstrerede han et system med trefarvet projektion.

Disse tidlige eksperimenter banede vejen for den utrolige udvikling, der fulgte, fra sort-hvid til farve, fra plader til film, og til sidst til den digitale æra, der revolutionerede fotografiet igen.

Hvad Betyder Ordet 'Fotografi'?

Selve ordet 'fotografi' tilskrives normalt Sir John Herschel i 1839. Det er baseret på de græske ord φῶς (phōs; genitiv phōtos), der betyder 'lys', og γραφή (graphê), der betyder 'tegning, skrivning'. Tilsammen betyder fotografi altså 'tegning med lys' eller 'lysskrivning' – en meget passende beskrivelse af processen at fange billeder ved hjælp af lysets kemiske effekt på et lysfølsomt materiale.

Fikseringens Betydning

Et kritisk skridt i de tidlige fotografiske processer (og stadig relevant i analog fotografering) var fiksering. Som nævnt kæmpede pionerer som Wedgwood med at gøre billederne permanente. Fikseringsprocessen fjerner alle resterende lysfølsomme materialer fra filmen eller printet, efter at billedet er dannet og fremkaldt. Dette sikrer, at billedet ikke længere påvirkes af lys, og at det forbliver stabilt over tid. Uden fiksering ville de uhærdede eller ueksponerede dele af billedet fortsat mørkne ved udsættelse for lys, og billedet ville til sidst forsvinde eller blive helt sort. Scheeles opdagelse af ammoniaks evne til at opløse sølvchlorid var en tidlig indsigt, der dog blev overset i lang tid.

Tabel over Tidlige Skelsættende Billeder

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad er det ældste billede nogensinde?
Det ældste kendte fotografi taget med et kamera er Joseph Nicéphore Niépces 'Udsigt fra vinduet i Le Gras', skabt i 1826 eller 1827 ved hjælp af hans heliografi-proces.

Hvad er det ældste billede af et menneske?
Det ældste kendte fotografi, der viser levende mennesker, er Louis Daguerres billede af Boulevard du Temple fra 1838. De mennesker, der ses, er dog små figurer, der stod stille længe nok til at blive fanget under den lange eksponering.

Hvad er det første fotografiske portræt af et ansigt?
Det første fotografiske portræt af et menneskeligt ansigt er Robert Cornelius' selvportræt fra 1839. Dette regnes også som den første 'selfie'.

Hvad kalder man en person, der elsker at tage billeder?
På engelsk bruges ofte udtrykket 'shutterbug'. På dansk findes ikke et helt tilsvarende, men man kan simpelthen kalde det en fotograf eller en fotoentusiast.

Hvad betyder ordet 'fotografi'?
Ordet stammer fra græsk og betyder 'tegning med lys'.

Fotografiets historie er en historie om opfindsomhed, tålmodighed og ønsket om at fastholde øjeblikke. Fra de første usikre skygger til de skarpe portrætter af de tidlige pionerer har fotografiet for altid ændret vores måde at se verden – og os selv – på.

Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Fotografiets Første Skridt: Mennesket i Fokus, kan du besøge kategorien Fotografi.