Bertel Thorvaldsen, født i København den 19. november 1770, voksede op i et hjem præget af faderens arbejde som udskærer af ornamenter til skibe. Faderen, Gottskálk Þorvaldsson, var en islandsk præsts søn, der var kommet til København. Moderen, Karen Dagnes, var en degnedatter fra Jylland. Hjemmet var fattigt og uregelmæssigt, selvom dette betvivles af historikeren Louis Bobé. Bertel fik ikke regelmæssig skolegang, men lærte sandsynligvis at læse og skrive i hjemmet. Faderen har muligvis vejledt ham i tegnekunsten og derved opdaget hans talent.
Allerede som 11-årig blev Bertel indskrevet som elev på Kunstakademiet. Han tegnede om aftenen og hjalp faderen med træskærerarbejde om dagen. I januar 1786 rykkede han op i Modelskolen og fik undervisning af Akademiets betydeligste kunstnere, Johannes Wiedewelt og Nicolai Abraham Abildgaard. Maleren Abildgaard kom til at påvirke den unge Thorvaldsen mest, og flere af hans ungdomsværker lignede skitser af Abildgaard. Wiedewelt kan dog have påvirket ham i retning af international nyklassicisme gennem sit skrift 'Tanker om Smagen udi Kunsterne i Almindelighed'.
Akademiet og de Første Værker
Den 2. januar 1787 vandt Thorvaldsen Akademiets lille sølvmedalje for en modelfigur i relief. Faderen mente nu, at han havde fået tilstrækkelig kunstnerisk uddannelse og lod ham en tid ophøre med at gå på Akademiet, da han trængte til sønnens hjælp. Studierne genoptoges dog mere end et år senere, i vinteren 1788-89, hvor Thorvaldsen igen tegnede under Abildgaard. Foråret efter fik han den store sølvmedalje for en Amor, udført i relief efter model.
I den følgende tid levede han af dekorative arbejder, portrættegninger og -modellering samt undervisning i tegning. Han brugte ofte aftenerne på kompositionsøvelser med kammerater. I sommeren 1791 meldte han sig til konkurrencen om den lille guldmedalje med opgaven 'Heliodors Uddrivelse af Templet'. Opgaven tiltalte ham ikke, og han var tæt på at opgive, men en professor hindrede ham. Skitsen blev færdig og godkendt, og relieffet, der indbragte ham medaljen den 15. august 1791, blev fuldført. 'Heliodors Uddrivelse' betragtes ikke som et mesterværk; kompositionen er løs, figurerne svagt karakteriserede, og spor af både Rafael og Abildgaard ses. Dog er adskillige enkeltheder smukt modelleret.
Samme år modtog Thorvaldsen privat støtte, der gjorde det muligt for ham at udføre arbejder for egen regning. Heriblandt relieffet 'Priamus og Achilles' med dets talende komposition og livfulde modellering. Dernæst, i 1792, relieffet 'Hercules og Omphale', som er det første værk, hvor Thorvaldsen er helt frigjort for Abildgaards indflydelse og tydeligt påvirket af antikken, som han havde studeret gennem Akademiets gipsafstøbninger. Omtrent fra samme tid stammer gruppen 'En Moder med sine 2 Sønner', kunstnerens ældste kendte forsøg på fritstående figurer. Her ses allerede konturerne af den stil, der særtegner hans senere, mere fuldkomne værker.
Akademiets store guldmedalje blev tildelt Thorvaldsen den 13. august 1793 for relieffet 'Petrus, som helbreder den værkbrudne'. Dette kunstværk minder om tidligere 'klassiske' forbilleder, men har også friske og ejendommelige træk og udmærker sig ved dramatisk liv og talende bevægelse i figurerne. Medaljen gav ham forhåbning om Akademiets store treårige rejsestipendium.
Rejsen til Rom og Gennembruddet
Stipendiet var optaget i 1793, så Thorvaldsen måtte vente tre år. Vennerne mente, det var godt, han fik flere kundskaber og personlig udvikling, før han rejste. I ventetiden hjalp han faderen og tjente til livets ophold ved portrættegninger, bogillustrationer og dekorative arbejder. I 1794 og 95 fik han desuden 100 rigsdaler årligt fra Akademiet. Blandt hans selvstændige værker fra disse år er en realistisk og dygtigt udført buste af A.P. Bernstorff samt Tyge Rothes portrætbuste.
Den 23. august 1796 modtog Thorvaldsen endelig sin 'Rejseinstrux' med et formelt tilsagn om 400 rigsdaler årligt i tre år. Kort efter tog han afsked med forældrene, en ung forlovet pige ved navn Margrethe (som han hurtigt glemte) og sine venner. Med kongelig tilladelse fulgte han med fregatten Thetis, der skulle til Middelhavet. Afrejsen skete den 30. august 1796.
I januar 1797 blev Thorvaldsen landsat i Palermo. Derfra rejste han til Napoli, hvor han brugte en måneds tid på at studere kunstsamlinger, inden han fortsatte til Rom, hvortil han ankom den 8. marts 1797. Inspireret af Goethe, der kaldte sin ankomst til Rom sin 'anden fødselsdag', fejrede Thorvaldsen resten af livet den 8. marts 1797 som sin vigtigste fødselsdag.
I Rom boede Thorvaldsen oven for Den Spanske Trappe i Via Sistina og havde værksted i Palazzo Barberinis staldbygninger. De første par år i Rom udførte han kun få og mindre betydelige originalværker. Han blev beskrevet som 'en doven Hund' af skibschefen, og han kan have mistet modet af de overvældende indtryk fra den store kunst. Blandt de få ting, han fuldendte og hjemsendte i de første seks år, er den smukke lille gruppe 'Bacchus og Ariadne', der vidner om en personlig og dyb tilegnelse af antikken. Han huggede også Bernstorffs og Rothes buster i marmor og kopierede antikke statuer, sandsynligvis efter tilskyndelse af Georg Zoëga, der tog sig varmt af den unge kunstner. Zoëga beklagede Thorvaldsens mangel på almen dannelse og kundskaber og udøvede effektiv kritik med konstant henvisning til antikken. Thorvaldsen blev fast gæst i Zoëgas hjem og fik her vigtige bekendtskaber, men også et med mindre heldige følger: Anna Maria v. Uhden, født Magnani, som blev hans elskerinde. Hun fødte ham datteren Elisa Thorvaldsen i 1813.
Udover Zoëga var Asmus Jacob Carstens af stor betydning for Thorvaldsens udvikling i den første tid i Rom. Thorvaldsen besøgte Carstens jævnligt, studerede og kopierede hans arbejder og ordnede dem efter hans død. Han lånte motiver fra Carstens, der fungerede som et overgangsled til antikken eller et middel til at forstå den.
Thorvaldsens første større originalarbejde i Rom var 'Jason med det gyldne skind'. Oprindelig en legemsstor statue i ler, som han slog ned, fordi han ikke havde råd til gipsafstøbning. Hans ven og mæcen, Friederike Brun, bekostede afstøbningen, og han startede igen på figuren, denne gang i overnaturlig størrelse. Han ønskede at fuldende et stort arbejde, før hans stipendium udløb (det blev fornyet i 1799), for at vise landsmændene, at hans ophold i Rom ikke havde været forgæves. Den nye Jason stod færdig ved udgangen af 1802. Statuens ry spredtes hurtigt i kunstnerkredse. Antonio Canova roste den nye kunstværks 'store og oprindelige stil', og Zoëga gav sit fulde bifald. Men ingen køber meldte sig, og Thorvaldsen, der ikke så mulighed for at finansiere et længere ophold, forberedte sig på hjemrejsen. Tilfældige omstændigheder forsinkede afrejsen med én dag. Inden dagen var omme, blev Jason bestilt i marmor af den rige englænder sir Thomas Hope, der med et klækkeligt forskud gjorde det muligt for Thorvaldsen at udsætte hjemrejsen på ubestemt tid.
En Travl Karriere i Rom
Marmorstatuen af Jason, som Thorvaldsen oprindeligt troede, han kunne fuldføre i 1803, tog i virkeligheden 25 år at aflevere. Dette skyldtes, at Thorvaldsen, da lykken tilsmilede ham, fik mange nye bestillinger og selv startede forskellige arbejder. I starten af århundredet kom ikke mange bestillinger fra Danmark, men desto flere fra udlandet, især efter han blev ven med den danske gesandt baron Schubart, hos hvem han mødte kunstelskende rigmænd af forskellige nationaliteter.
I 1803 begyndte han på 'Achilles og Briseïs', hans første navnkundige relief over et antikt emne. I 1804 skabte han relieffet 'Musernes Dans på Helicon' og gruppen 'Amor og Psyche' samt betydelige statuer som 'Apollo', 'Bacchus' og 'Ganymedes'. Samme år modtog han meddelelse om offentlig støtte fra Danmark og en opfordring til at arbejde for det nye Christiansborg. I 1805 blev han medlem af Kunstakademiet i København og professor, men han vendte endnu ikke hjem.
Virksomheden i det romerske atelier voksede konstant, og Thorvaldsen måtte søge hjælp fra en stadigt voksende skare af medhjælpere – både yngre kunstnere og håndværkere. De blev betroet det meste af marmorhugningen og udførelsen af de store modeller, mens mesteren selv i stigende grad koncentrerede sig om skitserne og den allersidste fuldendelse.
I de følgende år, indtil omkring 1820, var Thorvaldsen primært optaget af antikke emner, men udførte også monumentale portrætstatuer. Det er svært at inddele hans virksomhed i perioder, da hans stil og natursyn var bemærkelsesværdigt konstant fra hans første mesterværk til hans død. Forskellen i værdi skyldes snarere stemningens styrke, interessen for emnet, den momentane oplagthed og hvor stor en del mesteren personligt havde i udførelsen.
Af statuer fra denne periode kan nævnes 'Adonis' (færdig model 1808, afleveret i marmor 1832), et af de få marmorarbejder, Thorvaldsen helt udførte med egen hånd, og som står det oldgræske skønhedsideal nært. Andre notable statuer inkluderer de yndefulde 'Hebe' og 'Psyche', den store 'Fredbringende Mars', 'Den Triumferende Amor', 'Ganymedes med Ørnen' (både stående og knælende), de siddende figurer 'Hyrdedrengen' og 'Mercur som Argusdræber', og 'Danserinden'. Endvidere barnefiguren 'Georgina Russell' og de draperede figurer 'Fyrstinde Baryatinska' (et af nyere skulpturs ædleste værker) og 'Grevinde Ostermann'.
Af relieffer fra denne periode var fire udført til Christiansborgs facade: 'Minerva og Prometheus', 'Hercules og Hebe', 'Jupiter og Nemesis' samt 'Æsculap og Hygæa'. 'A genio lumen' modellerede Thorvaldsen i anledning af sin optagelse i det romerske San Lucas Akademi i 1808. Han udførte også for egen regning 'Natten' og 'Dagen' og 'Priamus hos Achilles', samt flere relieffer med Amor som hovedfigur, heriblandt 'Amor hos Bacchus', modelleret efter en antik gemme. Mellem alle reliefferne fra denne periode rager 'Alexanderfrisen' op i både omfang og kunstnerisk betydning. Den blev udført i 1812 (37 meter lang, 1,3 meter høj) i løbet af lidt over to måneder i gips, da man forberedte Qvirinalpaladset til kejser Napoleons besøg i Rom. Frisen vandt hurtigt ry som det ypperste kunstværk af sin art i to tusind år. Senere blev den udført i marmor i ændret og formindsket skikkelse til grev Sommarivas villa, derefter i det eksemplar, der nu findes i museet, og endelig for Christiansborg.
I 1817-18 udførte Thorvaldsens atelier restaureringen af de berømte æginetiske gavlfigurer. Thorvaldsen modellerede selv de manglende dele og gik gipsen efter, hvorefter italienske arbejdere huggede stykkerne i marmor og føjede dem ind. Mesteren selv gav den afsluttende behandling. Arbejdet lykkedes fortræffeligt. Hans arbejde med disse skulpturer fik betydning for hans egen produktion, især statuen 'Haabet', hvor han bevarede den arkaiske stil, men pustede nyt liv i de gamle former.
I forsommeren 1818 blev Thorvaldsen alvorligt syg. Under sin rekonvalescens blev han plejet af miss Frances Mackenzie, en hæderlig og kundskabsrig, men ikke indtagende, skotsk dame. Taknemmelighed og venners indflydelse førte til, at Thorvaldsen friede til hende. Forlovelsen blev erklæret i marts 1819, men hævet en måneds tid senere. En væsentlig grund var, at Thorvaldsen kort forinden var blevet forelsket i den elskværdige tyske dame Fanny Caspers. At han aldrig ægtede frøken Caspers skyldtes sandsynligvis et løfte til miss Mackenzie om aldrig at gifte sig med en anden, snarere end hensynet til Anna Marias skinsyge og trusler. Forholdet til Anna Maria opløstes omkring 1820, ifølge Louis Bobé, efter at Thorvaldsen måtte love aldrig at indgå ægteskab.
Tilbage til Danmark og Store Bestillinger
Thorvaldsen modtog konstant opfordringer fra Danmark om at vende hjem. Han blev tilbudt gode kår og rigeligt arbejde. Flere gange forsikrede han, at han snart ville følge kaldet, men rejseplanerne blev udsat år efter år. Han følte sig mere og mere hjemme i Rom, og det syntes svært at forlade de store atelierer ved Palazzo Barberini og værkstedet på Corsoen, der altid var fulde af ufærdige værker og travle medhjælpere. Omkring 1820 var forholdene dog sådan, at han med større tryghed kunne tænke på at forlade sine arbejdsrum, i hvert fald for en kortere tid. Han havde nu en stab af dygtige medhjælpere og kunstnere, som han kunne betro selv betydelige arbejder til, heriblandt Tenerani, Bienaimé og især H.E. Freund, der var villig til at stille sin store begavelse til rådighed for mesteren.
De bestillinger, han havde modtaget fra udlandet, gav en god anledning til at rejse. Fra Warszawa var han blevet opfordret til at udføre et monument over fyrst Jozef Poniatowski. Bienaimé havde allerede modelleret 'Löwendenkmal' (en såret løve) efter Thorvaldsens skitse som monument over schweizergarden i Lucern. Thorvaldsen ønskede selv at forhandle om udførelsen og anbringelsen af disse værker.
Thorvaldsen forlod Rom den 14. juli 1819. Via Siena og Firenze rejste han til Milano for at aftale et monument for maleren Apiani. Derefter over Simplon til Lucern, hvor han gav anvisninger til løvemonumentet, der blev mejslet i en klippe. Han ankom til København den 3. oktober 1819 efter en rejse præget af hædersbevisninger. Han blev æresmedlem af frimurerlogen Friederich zur gekrönten Hoffnung. I Danmark blev han også meget efterspurgt socialt, og han fik ikke udrettet meget i sit atelier på Charlottenborg i 1819, primært buster af medlemmer af den kongelige familie.
Straks efter nytår 1820 startede han på større projekter til Vor Frue Kirke. Han modellerede reliefferne 'Jesu Dåb' og 'Nadverens Indstiftelse', som kort efter blev udført i marmor i Rom. Han arbejdede med store planer for kirkens udsmykning, og opgaven blev fuldstændigt overdraget ham. Oprindeligt omfattede det en Kristus, de 12 apostle og en gavlgruppe, men opgaven blev udvidet med friserne 'Jesu Indtog i Jerusalem' og 'Vandringen til Golgatha' samt 'Dåbsengelen' og mindre relieffer. Alle disse værker blev dog først skitseret, efter at han var vendt tilbage til Rom.
Thorvaldsen forlod København i august 1820 og rejste via Berlin og Dresden til Warszawa, hvor han forhandlede om Poniatowski-monumentet og modtog bestilling på et mindesmærke for Kopernikus. Derefter over Kraków (aftale om statue af grev Potocki) til Wien. Den 16. december var han tilbage i Rom. Det første arbejde var grev Potockis statue, der bekræfter hans position som arvtager til oldtidsgrækerne. Derefter optog arbejdet for Vor Frue Kirke ham især. Kristusfiguren, apostelstatuerne og Johannesgruppen blev modelleret fra 1821 og frem, den knælende Dåbsengel er fra 1827. De store friser blev først færdige i 1839-40.
Kristusfiguren voldte ham størst besvær. Der findes fire forskellige skitser, især for armenes bevægelse. Denne figur modellerede han selv, ligesom Paulusstatuen. De øvrige apostelfigurer blev modelleret af medhjælpere efter hans små skitser under hans kontrol. Inspirationen til Kristusfiguren menes at stamme fra Peter von Cornelius' maleri af lignelsen om de kloge og de uforstandige jomfruer. Thorvaldsen lånte maleriet med til København. Dåbsengelen var oprindelig stående, men blev ændret til en knælende figur med muslingeskallen. Den ældre, stående figur i marmor blev solgt til England.
Mens han arbejdede for en protestantisk kirke, modtog han en bestilling fra kardinal Consalvi om et monument over pave Pius VII i Peterskirken i Rom. Det blev udført 1824-1831 og viser paven siddende med allegoriske kvindefigurer ved siderne. Samtidig var et monument for hertugen af Leuchtenberg under modellering. Som afveksling fra de store monumentale arbejder udførte han relieffer, heriblandt 'Kjærlighedens Aldre'.
I 1825 blev Thorvaldsen præsident for det romerske kunstakademi, San Luca, en stilling han frasagde sig efter tre år. Arbejdet på de polske monumenter fortsatte; Poniatowskis rytterstatue (20 fod høj) var færdig i model 1828, støbt i bronze og opstillet i Warszawa, men senere flyttet af russerne. Kopernikus-monumentet blev opstillet i 1830. Andre betydelige arbejder fra dette årti og frem inkluderer 'Lord Byron' (siddende, 1830), ryttermonumentet for kurfyrst Maximilian I af Bayern (1834), 'Schiller-Statuen' (1836), og 'Conradins Statue' (1836, som Thorvaldsen egenhændig modellerede) samt reliefferne 'Årstiderne', 'Tro, Haab og Kjærlighed', 'Homer, der synger for Grækerne' og 'Hectors Afsked fra Andromache'. Desuden mange mindre relieffer med antikke emner og Amor som hovedfigur. 'Hylas' (1832) er modelleret over en komposition af Carstens. Gutenberg-statuen i Mainz blev modelleret under Thorvaldsens tilsyn i hans atelier i 1833, men var et værk af Herman Wilhelm Bissen. Thorvaldsen afslog honorar, men blev æresborger i Mainz.
Materialer og Gravsted
Thorvaldsens figurer blev primært udført i marmor og bronze. Marmor blev ofte hugget af hans medhjælpere efter hans modeller i gips. Bronze blev støbt, også efter gipsmodeller, som for eksempel Poniatowski-statuen. Han arbejdede også med ler til modeller, og restaurerede æginetiske figurer, der var lavet af marmor. Löwendenkmal blev mejslet direkte i klippe. Hans tidlige arbejde med faderen involverede træskæring.
Bertel Thorvaldsen ligger begravet i midten af gården til Thorvaldsens Museum i København. Museets gård er et roligt sted, dekoreret med malede palmer og laurbærtræer samt planter og blomster fra både norden og syden. Indersiden af Thorvaldsens grav er smukt dekoreret med malede blomster på en blå baggrund, som det ses på akvareller. Han er omgivet af sin kunst og sine samlinger i sit sidste hvilested.
Et Portræt af Mesteren
Et portræt af Bertel Thorvaldsen blev påbegyndt af den indonesiske maler, prins Raden Saleh Ben Jaggia. Portrættet blev korrigeret og færdigmalet af J. C. Dahl. Dette skete på slottet Maxen uden for Dresden i 1841, da Thorvaldsen, Raden Saleh og J. C. Dahl alle opholdt sig der.
Ofte Stillede Spørgsmål
- Hvad er Thorvaldsens figurer lavet af? De er primært lavet af marmor og bronze, støbt fra gipsmodeller eller hugget efter disse. Han arbejdede også med ler til modeller og restaurerede marmorfigurer.
- Hvor ligger Thorvaldsen begravet? Bertel Thorvaldsen er begravet i gården til Thorvaldsens Museum i København.
- Hvad har Bertel Thorvaldsen lavet? Han har skabt et stort antal skulpturer og relieffer, heriblandt berømte værker som Jason med det gyldne skind, Kristus og apostlene i Vor Frue Kirke, Alexanderfrisen, statuer af antikke guder og mytologiske figurer, portrætstatuer, og monumenter for offentlige personer og begivenheder.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Bertel Thorvaldsen: Skulptøren og Hans Værk, kan du besøge kategorien Kunst.