DDR's nationalhymne, kendt under sin første linje "Auferstanden aus Ruinen" (Genopstået fra ruiner), er et stykke musik og tekst, der uløseligt er forbundet med den kortlivede østtyske stat. Men selv efter murens fald og Tysklands genforening, lever spørgsmålet om hymnen videre: Var dens tekst nogensinde officielt forbudt? Historien bag denne hymne er kompleks og afspejler de politiske strømninger og håb, der prægede Tyskland i årtierne efter Anden Verdenskrig.
Skabelsen af en ny nationalhymne
Kun få dage efter grundlæggelsen af Den Tyske Demokratiske Republik (DDR) den 7. oktober 1949, stod behovet for en nationalhymne klart. Vesttyskland diskuterede på dette tidspunkt genindførelsen af "Das Deutschlandlied", hvis tekst var blevet forbudt at synge af de allierede. DDR valgte en ny vej.
Den 10. oktober 1949 sendte DDR's første præsident, Wilhelm Pieck, et brev til digteren Johannes R. Becher, som senere blev DDR's kulturminister. Pieck lå vågen om natten på grund af smerter, men hans tanker kredsede om en "Republikkens Hymne". I brevet noterede han, at omkvædet skulle handle om Tysklands enhed. Becher, en hjemvendt emigrant fra Moskva, greb opgaven med stor entusiasme. Tysklands enhed og "genopstandelse" fra ruinerne af nazismen og krigen var et centralt tema for ham. Han havde allerede i 1945 talt om behovet for en "Auferstehungsphilosophie" (genopstandelsesfilosofi) og en "deutsche Erneuerungslehre" (tysk fornyelseslære) for at lede folket ud af historiens "dybeste grav".
Becher mødtes i slutningen af oktober med komponisten Hanns Eisler, en emigrant fra USA, på Hotel Bristol i Warszawa. Becher gav Eisler et udkast til et digt og spurgte, om han kunne komponere en melodi til det. Eisler fandt hurtigt en melodi og spillede den for Becher på Chopins gamle flygel i hans fødehjem. Becher var overrasket over hastigheden, men godkendte melodien med forbehold for en endelig vurdering i Berlin.
Tilbage i Berlin gik tingene hurtigt. Den 4. november 1949 blev udkast fra komponisterne Ottmar Gerster og Hanns Eisler præsenteret. Eislers melodi blev foretrukket af SED's politbureau den 5. november. Allerede samme eftermiddag godkendte Ministerrådet Becher/Eisler-versionen. Tekst og partitur blev sendt til Berliner Rundfunks kor den 6. november, da urpremieren skulle finde sted allerede dagen efter.
Teksten: Håbet om et "einig Vaterland"
Becher arbejdede intenst med teksten og ændrede den konstant. Hans sekretær måtte skrive udkastene om "hvert par timer". Temaerne fred, enhed, Tyskland, egen vej og egen kraft søgte deres endelige form. I et tidligt udkast til Gerster lød første strofe:
"Deutschland, Dir zum allerbesten,
Wollen dienen wir vereint.
Hier im Osten - dort im Westen
Dass die Sonne, dass die Sonne
über Deutschland scheint."
Denne version syntes næsten at sanktionere delingen i to dele. Men Becher nærmede sig skridt for skridt den prægnante linje "Deutschland, einig Vaterland" (Tyskland, forenet fædreland). I et udkast stod der først "Deutschland unser Vaterland", senere "Deutschland, du mein Vaterland", før han tilføjede ordet "einig".
Det er bemærkelsesværdigt, hvad Becher valgte ikke at inkludere i teksten. Der er ingen hyldest til sovjetiske befriere, intet eksplicit mål om socialisme som ideologi, og ingen direkte omtale af folkenes venskab i den forstand, som det senere blev fremhævet i DDR. I stedet fremhæves "der eignen Kraft vertrauend" (stolende på egen kraft) og "steigt ein frei Geschlecht empor" (stiger en fri slægt op). Becher-biografen Jens-Fietje Dwars ser dette som et "enormt vovestykke" og en "uhørt fornærmelse" mod Sovjetunionen, hvis man tager det bogstaveligt.
Den endelige første strofe lød:
Auferstanden aus Ruinen
und der Zukunft zugewandt,
lass uns dir zum Guten dienen,
Deutschland, einig Vaterland.
Ved urpremieren den 7. november 1949 i Staatsoper Berlin Ost blev hymnen modtaget med begejstring. Publikum sang med fra uddelte sedler, og hymnen blev spillet tre gange. Lothar de Maizière, DDR's sidste ministerpræsident, har senere udtalt, at begyndelsen med "Auferstanden aus Ruinen" passede perfekt til den daværende stemning i Tyskland, hvor man stod foran en "ruinhob", som man var dybt bevidst om var selvforskyldt.
Tekstløs i årtier: Den politiske glemsel
Selvom hymnen blev godt modtaget, og dens tekst afspejlede håbet om et forenet Tyskland, som også var forankret i DDR's første forfatning fra 1949 (Artikel 1: "Deutschland ist eine unteilbare demokratische Republik."), ændrede den politiske virkelighed sig. Som adskillelsen mellem Øst- og Vesttyskland blev mere permanent, og DDR cementerede sin egen statslige identitet, blev formuleringen "Deutschland, einig Vaterland" stadig mere politisk problematisk for SED-ledelsen.
Fra slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, især efter Erich Honeckers magtovertagelse i 1971, opgav SED-ledelsen gradvist forestillingen om en snarlig genforening. Fokus skiftede til opbygningen af en særskilt, socialistisk tysk stat. Ordet "deutsch" blev i vid udstrækning fjernet fra officielle navne og sprogbrug. Den traditionsrige "Deutschlandsender" blev i 1971 omdøbt til "Stimme der DDR" (DDR's Stemme).
I denne periode ophørte man gradvist med at synge teksten til nationalhymnen ved officielle lejligheder. Der blev aldrig udstedt et formelt forbud. Historikere som Dr. Heike Amos har gennemsøgt politbureauets protokoller og andre dokumenter uden at finde en skriftlig beslutning om at ophøre med at synge teksten. I stedet var der tale om en stille, uformel praksis – teksten blev simpelthen udeladt. I musikbøger blev kun noderne trykt, uden teksten.
Kabaretten "Pfeffermühle" i Leipzig satte i 1974 ord på situationen med teksten "Unserer Hymne fehlt heute der Text" (Vores hymne mangler i dag teksten). Forfatteren Rainer Otto mindes, at publikum applauderede, fordi det var en sandhed, der ikke måtte siges højt. Man undgik en officiel ændring af teksten eller en ny hymne, fordi det ville have udløst en diskussion om, hvorfor den gamle ikke længere var acceptabel. Løsningen blev tavshed og udeladelse.
I næsten 20 år, fra begyndelsen af 1970'erne til slutningen af 1989, var "Auferstanden aus Ruinen" officielt en hymne uden tekst, selvom den stadig blev spillet.
Vendepunktet: Teksten genopstår
Ironisk nok fik den "glemte" tekst, især linjen "Deutschland, einig Vaterland", en ny og uventet popularitet under demonstrationerne i efteråret 1989. Demonstranter skrev ordene på bannere og sang dem spontant til Eislers melodi. Håbet om Tysklands enhed, som havde været nedfældet i hymnen fra begyndelsen, blev nu et centralt krav fra befolkningen.
Dette fik den nytiltrådte kulturminister i Modrow-regeringen, Dietmar Keller, til at reagere. Allerede den 29. november 1989 forelagde han et forslag for ministerpræsidenten om, at hymnen igen skulle synges med tekst. Forslaget stødte på modstand og blev i første omgang bremset under påskud af, at regeringen ikke skulle blande sig i Rundfunk og Fernsehens programlægning.
Keller holdt dog fast. Han ønskede at sætte et symbolsk tegn for den fredelige overgangsperiode. Den 4. januar 1990 blev sagen behandlet i Ministerrådet, og der blev truffet en beslutning: Rundfunk og Fernsehen skulle informeres om, at DDR's statshymne ved sendeslut igen skulle udsendes med Johannes R. Bechers tekst. Beslutningen trådte i kraft med det samme.
Fra den 8. januar 1990 kunne hymnen med tekst igen høres i DDR's radio. Teksten, der havde været politisk uønsket i årtier, var vendt tilbage, båret af den folkelige bevægelse for enhed.
Genforeningen og hymnens endeligt
Under forhandlingerne om den tyske genforening i 1990 opstod spørgsmålet om en nationalhymne for det forenede Tyskland. Lothar de Maizière foreslog, at den første strofe af DDR-hymnen skulle tilføjes som en anden strofe til Vesttysklands hymne, "Das Lied der Deutschen" (som nu kun synges med tredje strofe). Han så dette som en symbolsk handling, der kunne signalere en ny begyndelse for hele Tyskland.
Dette forslag blev dog blankt afvist af Vesttysklands kansler Helmut Kohl. Argumentet var, at genforeningen juridisk set skete som en "tiltrædelse" (Beitritt) af DDR til Forbundsrepublikken ifølge Grundlovens Artikel 23, og ikke som en nyskabelse af en stat. Dermed overtog det forenede Tyskland Forbundsrepublikkens symboler, herunder nationalhymnen.
DDR's nationalhymne "Auferstanden aus Ruinen" blev spillet for sidste gang i Volkskammer (DDR's parlament) i forbindelse med beslutningen om tiltrædelsen. Lothar de Maizière mindes, at det ikke var en organiseret sang, men en spontan reaktion, hvor flertallet sang netop linjen "Deutschland, einig Vaterland" – som for at understrege det historiske øjebliks betydning.
Efter den officielle genforening den 3. oktober 1990 ophørte "Auferstanden aus Ruinen" med at være en nationalhymne. Den blev ikke en del af det forenede Tysklands symboler. Teksten blev aldrig formelt forbudt i det genforenede Tyskland, men sangen mistede sin officielle status. Dens sidste kendte officielle opførelse fandt sted i Brasilien i 1995, hvor en lokal militærkapel spillede den for den tyske forbundspræsident.
Var "Auferstanden aus Ruinen"-teksten forbudt?
Nej, teksten til DDR's nationalhymne blev aldrig officielt forbudt. I DDR blev den i årtier ikke sunget eller udsendt med tekst ved officielle lejligheder, fordi dens indhold om et "einig Vaterland" stred mod statens politiske linje om adskillelse og opbygning af en særskilt nation. Dette var en de facto udeladelse, ikke et formelt forbud.
Efter Tysklands genforening mistede hymnen sin status som nationalhymne, men dens tekst er ikke ulovlig at synge eller fremføre. Den er nu et historisk dokument og et stykke kulturarv, der fortæller om en svunden tid og de håb og modsætninger, der prægede den tyske historie i det 20. århundrede.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor blev teksten ikke sunget i DDR i mange år?
Teksten, især linjen "Deutschland, einig Vaterland", blev politisk ubelejlig for SED-ledelsen fra slutningen af 1960'erne, da DDR fokuserede på at etablere sig som en særskilt, socialistisk stat og opgav målet om snarlig genforening. I stedet for et formelt forbud valgte man at undlade at synge teksten ved officielle lejligheder.
Hvem skrev teksten og musikken til hymnen?
Teksten blev skrevet af Johannes R. Becher, og musikken blev komponeret af Hanns Eisler.
Blev hymnen nogensinde officielt forbudt?
Nej, hverken teksten eller musikken blev nogensinde officielt forbudt, hverken i DDR eller i det forenede Tyskland.
Hvad skete der med hymnen efter genforeningen?
Med DDR's tiltrædelse til Forbundsrepublikken overtog det forenede Tyskland Forbundsrepublikkens nationalhymne ("Das Lied der Deutschen", 3. strofe). "Auferstanden aus Ruinen" mistede sin status som nationalhymne.
Kunne DDR-hymnen synges til melodien af "Das Deutschlandlied"?
Ja, Hanns Eisler komponerede melodien, så den passede til rytmen og metrikken af "Das Deutschlandlied", hvilket betød, at Bechers tekst også kunne synges til den vesttyske melodi.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner DDR's nationalhymne: Forbudt eller glemt?, kan du besøge kategorien Fotografi.