Tangoen er mere end bare en dans; den er et udtryk for lidenskab, længsel og en rig historie, der strækker sig fra de fattige havnekvarterer i Buenos Aires til de fineste dansesaloner verden over. Denne dans, der engang blev anset for at være uhyrlig og uanstændig, har gennemgået en utrolig udvikling og er i dag en elsket kulturskat i Argentina og langt ud over landets grænser.
I de sidste to årtier af det 19. århundrede opstod tangoen i de pulserende, men ofte barske, immigrantmiljøer i Argentinas havnekvarterer. Det var et smeltedigel af kulturer, hvor indvandrere fra Europa mødtes med lokale traditioner og afrikanske påvirkninger. Ud af denne blanding voksede en ny danseform frem, der fusede elementer fra forskellige New World-, afrikanske og europæiske dansestile. Musikken, der ledsagede de tidlige tangodansere, var typisk spillet på violin og harpe. Senere blev et tysk importinstrument, der lignede en harmonika – bandoneon – et centralt element i tangoorkestrene og gav musikken dens karakteristiske, melankolske lyd.
Tangoen fandt hurtigt fodfæste i Buenos Aires' bordeller. Her blev den danset i forskellige konstellationer – sommetider af to mænd, der øvede sig eller dansede for fornøjelsens skyld, og sommetider af prostituerede og deres gæster. Trinene var intense, sensuelle og aggressive, og musikken var gennemsyret af længsel og fortvivlelse. Dansen agerede ofte et rituelt udtryk for forholdet mellem en prostitueret og en alfons, hvilket bidrog til dens kontroversielle ry.
Den etablerede overklasse i Buenos Aires betragtede tangoen som usømmelig underholdning. Den blev uløseligt forbundet med vold, ulovlig sex og de lavere sociale klasser. Steder, hvor tangoen blev danset, blev jævnligt ransaget og lukket af politiet, der misbilligede dens stigende popularitet og dens spredning fra bordellerne til mere offentlige steder som caféer og dansesale i centrum.
Hvorfor blev tangoen kaldt 'Den Forbudte Dans'?
Betegnelsen 'den forbudte dans' stammer direkte fra tangoens tidlige associationer og den modstand, den mødte fra det etablerede samfund. Dansens oprindelse i de fattige og berygtede områder, dens forbindelse til bordeller, de intime og aggressive trin, samt den lidenskabelige og ofte melankolske musik, stred imod den tids borgerlige normer for anstændighed og moral. Myndighedernes gentagne forsøg på at slå ned på tangostederne cementerede yderligere dens status som en 'forbudt' eller i det mindste stærkt misbilliget, aktivitet. For mange i overklassen repræsenterede tangoen alt, hvad der var forkert og farligt ved de hastigt voksende byer og de lavere klassers stigende synlighed.
Fra Fordømmelse til Folkekær: Tangoens Vej til Anerkendelse
Vendepunktet for tangoen kom gradvist. I 1912 bragte indførelsen af universel stemmeret i Argentina de lavere klasser større legitimitet og en stigning i social status. Dette bidrog indirektivt til at give tangoen en smule mere respektabilitet i dens hjemland.
Endnu vigtigere var dansens migration til Europa, specifikt Frankrig, England og Nordamerika. I begyndelsen af det 20. århundrede var populære danse af enhver art på mode i disse regioner. Tangoen blev modtaget med stor entusiasme, men den europæiske version undergik en forvandling. De 'rå kanter' blev slebet af. Danserne bar aftenkjoler og laksko, og selvom trinene blev forenklet for at passe til et bredere publikum, mindskedes dansens sensuelle kvalitet kun en smule. I Amerika før 1920'erne gik nogle kvinder endda så langt som til at bære specielle 'kofangere' på deres kjoler for at forhindre for tæt kontakt med deres partneres kroppe under dansen – et vidnesbyrd om, at selv den 'europæiserede' tango stadig blev opfattet som potentielt for intim.
Den europæiske godkendelse viste sig at være afgørende. Den gav tangoen et stempel af respektabilitet, der gjorde den acceptabel for alle argentinere, herunder også overklassen. I 1920'erne havde tangoen udviklet sig fra at være en fordømt dans til at blive en national folkekær skat i Argentina.
Den Gyldne Alder og Carlos Gardels Arv
I denne periode steg baritonsangeren Carlos Gardel til berømmelse som den største fortolker af tangoformen. Han blev en nationalhelt med over 800 indspilninger og en enorm skare af beundrere. Gardels popularitet og karisma bidrog yderligere til tangoens udbredelse og anerkendelse. Hans tragiske død i et flystyrt i 1935, i en alder af kun 45 år, udløste landesorg, og titusindvis af sørgende fyldte gaderne i Buenos Aires til hans begravelse.
I 1940'erne nåede tangoen toppen af sin popularitet, kendt som 'Den Gyldne Alder'. Den blev danset og opført overalt i Buenos Aires: i kabareter, dansesaloner, sociale klubber, sportsklubber og restauranter. Nogle steder havde tre forestillinger om dagen for at imødekomme efterspørgslen. Maria Nieves, en af stjernerne i 1980'ernes show 'Forever Tango', har beskrevet denne æra med ordene: "Vi blev revet med af vores kærlighed til tangoen. Vi elskede bare at gå ud at danse. Vi gik ikke ud for at finde sex... vi var ligeglade med, hvordan manden så ud. Det var en dejlig, smuk, ren gruppe piger, der kun var interesserede i tangoen." Dette citat understreger, hvordan dansen i sin gyldne alder var blevet renset for sine tidligere kontroversielle associationer og var blevet en ren og skær glæde ved bevægelse og musik for sine udøvere.
Forskellen Mellem Argentinsk Tango og Ballroom Tango
Selvom de begge bærer navnet 'tango', er der betydelige forskelle mellem den autentiske argentinske tango og den standardiserede ballroom tango, som især udviklede sig i Europa og Nordamerika.
De to danse adskiller sig primært i deres udseende og den musik, de danses til:
Musikalske Forskelle
Ballroom tango har et meget udtalt, prominent og stabilt tempo, næsten som et tikkende ur. Lyden kan minde lidt om paso doble. Argentinsk tangomusik er derimod meget varieret. Noget musik, som for eksempel musik fra Biagi eller Canero, har en stærk, let hørbar puls eller 'base'. Anden musik kan have en stærk melodi, men en meget svag base, et eksempel er 'Milonga Triste' af Hugo Diaz. Der findes også argentinsk tangomusik, der har begge dele: en vekslende kraftfuld takt, hvorpå basen pludselig forsvinder, og kun melodien er tilbage. Musik af Osvaldo Pugliese er ofte karakteriseret ved denne dynamik.
Bevægelse og Struktur
Den største strukturelle forskel er, at argentinsk tango ikke har et fast 'grundtrin'. Det er en fuldstændig improviseret dans, hvor trin og figurer skabes i øjeblikket mellem partnerne. Ballroom tango har derimod et standardiseret 8-takters grundtrin, som typisk er 'langsom, langsom, hurtig, hurtig, langsom'. De fleste mønstre i ballroom tango bygges op omkring dette grundtrin.
Ballroom tango bevæger sig meget rundt på dansegulvet; parret er sjældent i samme spot særlig længe. I argentinsk tango kan parret blive i samme spot i længere tid, mens de udfører figurer som gauchos, boleos og forskellige pynte-trin (embellishments).
Omfavnelse og Stil
Argentinsk tango danses ofte i en tæt omfavnelse (close embrace) eller i en mere åben 'salonstil', men altid med en stærk forbindelse mellem partnerne. Ballroom tango danses derimod ikke i tæt omfavnelse; den har et meget formelt, 'ballroom'-look med en mere åben holdning.
Kropsbrug
I ballroom tango ser man bredere bevægelser med overkroppen, såsom svaj (sways) og dyk (dips). Der er også flere stakkato-bevægelser, som f.eks. hurtige hoveddrejninger (head snaps). Disse typer af bevægelser ser man typisk ikke i argentinsk tango, hvor de fleste bevægelser og figurer foregår under taljen.
Kompleksitet og Figurer
På et avanceret niveau er mønstrene og trinene i argentinsk tango væsentligt mere komplicerede og sværere at udføre. Ballroom tango indeholder ikke figurer som volcadas (hvor den ene partner læner sig ind over den anden), calesitas (små cirkler, hvor den ene partner kredser om den anden), planeos (svævende cirkler udført på en fod) og barridas (hvor den ene partners fod 'fejer' den andens fod væk), eller det karakteristiske 'kryds' (the cross), hvor den ene partners fod krydser foran den anden. Disse er trin, som enhver avanceret argentinsk tangodanser, og mange øvede dansere, vil kende til. Ballroom tango danses næsten altid i et parallelfodet system, mens argentinsk tango både anvender det parallelle system og det krydsfodede system.
Følelse og Musikalsk Tolkning
Dansene har også en forskellig 'følelse'. Når man danser ballroom tango, er bevægelserne stærke, stakkato og 'gulvfejende'. Danseren følger i højere grad basen i musikken. Når man danser argentinsk tango, er man mere med melodien. Man lytter til eventuelle accenter i musikken og forsøger at ramme dem med sine bevægelser.
Sammenligningstabel: Argentinsk Tango vs. Ballroom Tango
| Egenskab | Argentinsk Tango | Ballroom Tango |
|---|---|---|
| Musik Tempo/Rytme | Meget varieret (stærk base, stærk melodi, kombinationer) | Udtalt, stabilt tempo (ligner tikkende ur) |
| Grundtrin | Ingen fast grundtrin, fuldstændig improvisation | Fast 8-takters grundtrin (SSQQS) |
| Bevægelse på gulvet | Kan blive i samme spot længe | Bevæger sig meget rundt på gulvet |
| Omfavnelse/Holdning | Ofte tæt omfavnelse (close embrace), salonstil | Formel, åben holdning |
| Kropsbrug | Primært bevægelser under taljen | Bredere overkropsbevægelser (sways, dips), stakkato hovedbevægelser |
| Komplekse Figurer | Inkluderer volcadas, calesitas, planeos, barridas, the cross | Har ikke disse figurer |
| Fodsystem | Parallel og krydsfodet system | Næsten altid parallelfodet system |
| Følelse/Fokus | Mere med melodien, rammer accenter | Mere med basen, stakkato, gulvfejende |
Ofte Stillede Spørgsmål om Tango
Hvor opstod tangoen?
Tangoen opstod i de sidste to årtier af det 19. århundrede i immigrantkulturen i havnekvartererne i Buenos Aires, Argentina.
Hvorfor blev tangoen anset for at være usømmelig?
Den blev anset for usømmelig på grund af dens oprindelse i bordellerne, dens association med vold, ulovlig sex og de lavere klasser, samt dens intime og aggressive trin og lidenskabelige musik, der stred imod datidens borgerlige moral.
Hvilke musikalske forskelle er der mellem argentinsk tango og ballroom tango?
Argentinsk tango har meget varieret musik med vekslende bas og melodi, mens ballroom tango har et meget stabilt og udtalt tempo, der minder om et tikkende ur.
Hvad er de primære forskelle i trin og bevægelser?
Argentinsk tango er improviseret og har intet fast grundtrin, med mange figurer udført på stedet (som gauchos, boleos). Ballroom tango har et fast 8-takters grundtrin og bevæger sig mere rundt på gulvet. Argentinsk tango har også mere komplekse figurer som volcadas og barridas, der ikke findes i ballroom tango, og bruger primært bevægelser under taljen, i modsætning til ballroom tangoens overkropsbevægelser og 'head snaps'.
Hvornår nåede tangoen toppen af sin popularitet?
Tangoen nåede toppen af sin popularitet i 1940'erne, kendt som 'Den Gyldne Alder', hvor den blev danset overalt i Buenos Aires.
Fra sine ydmyge og kontroversielle begyndelser i Buenos Aires' dokker har tangoen udviklet sig til en sofistikeret og elsket kunstform. Dens rejse fra 'den forbudte dans' til Argentinas nationale stolthed er et vidnesbyrd om dens dybe kulturelle rødder og dens evne til at fange den menneskelige ånds lidenskab og kompleksitet.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Tango: Historien om den Forbudte Dans, kan du besøge kategorien Fotografi.