Slaget på Fælleden: Arbejdernes Første Store Kamp

Slaget på Fælleden står som en skelsættende begivenhed i danmarkshistorien og markerer et voldsomt opgør mellem den spirende arbejderbevægelse og myndighederne. Søndag den 5. maj 1872 udspillede dramaet sig på Nørre Fælled ved København, et område der i dag er en del af Fælledparken. Denne konfrontation, den første og eneste af sin art mellem den tidlige socialistiske arbejderbevægelse og statsmagten i Danmark, blev oprindeligt indkaldt som et fredeligt folkemøde. Målet var at protestere mod de elendige arbejdsforhold i industrien, men dagen endte i et voldeligt sammenstød, der fik vidtrækkende konsekvenser for arbejderbevægelsens fremtid.

Baggrunden for Slaget på Fælleden var et Danmark i opbrud. Industrialiseringens fremtog i 1870'erne havde skabt massiv fattigdom i København. Arbejderne levede og arbejdede under miserable forhold, ofte med 12 timer lange arbejdsdage, seks dage om ugen, og uden basale sikkerhedsforanstaltninger. Lønningerne var lave, leveomkostningerne høje, og for mange rakte pengene knap nok til dagligvarer. En stor del af befolkningen, herunder arbejderne, var desuden udelukket fra at stemme på grund af stemmeretsregler, der ekskluderede 'de syv F'er': Fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere. Arbejdsløse mistede også stemmeretten. Selv de arbejdere, der havde arbejde og stemmeret, benyttede den ofte ikke grundet manglende forståelse eller overskud.

Arbejderbevægelsens Fødsel og Vækst

I denne tid af social utilfredshed trådte skribenten Louis Pio (1841-1894) frem. Med udgivelsen af pjecerne Socialistiske Blade i maj 1871 lagde han grunden til den socialistiske bevægelse i Danmark. Sammen med sin fætter Harald Brix (1841-81) og journalisten Povl Geleff (1842-1928) skabte Pio opmærksomhed om arbejdernes trange kår. Deres indsats kulminerede i stiftelsen af en dansk afdeling af Internationale (Den internationale Arbejderforening for Danmark) den 15. oktober 1871. Bevægelsen fik på rekordtid stor tilslutning, især blandt københavnske arbejdere, og nåede angiveligt 8000 medlemmer i maj 1872, hvoraf 5000 boede i København.

Bevægelsens budskaber blev spredt gennem ugebladet Socialisten, der udkom fra juli 1871. Den stigende opbakning fra arbejderne vakte opsigt og modstand i den etablerede presse, især hos det nationalliberale dagblad Fædrelandet. Myndighederne begyndte at overvåge Internationale og hvervede meddelere blandt medlemmerne.

Murerskruen og Kaldet til Fælleden

En direkte anledning til den dramatiske udvikling var en igangværende strejke blandt Københavns murere, kendt som 'murerskruen', der var startet i april 1872. Omkring 1200 murersvende og 800 arbejdsmænd strejkede for at få arbejdsdagen nedsat fra 12 til 10 timer dagligt – et krav om at afskaffe 'slavetimen' fra 18 til 19. Strejken trak ud, og det var vanskeligt at indsamle penge til de strejkende familier.

For at opretholde kampgejsten og vise bevægelsens styrke indkaldte Internationale til et stort udendørs arbejdermøde søndag den 5. maj på Nørre Fælled. Indkaldelsen blev ledsaget af Louis Pios skarpe artikel "Maalet er fuldt!" i Socialisten den 2. maj. I artiklen opfordrede Pio arbejderne til at samle sig og vise deres magt i kampen mod kapitalen og udbytterne. Han skrev blandt andet: "Lad os da engang holde Mandtal over alle fri Arbejdere, over alle, som vil hjælpe os i Kampen mod kapitalen, vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed, samlede i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa last og brast indtil Sejren er vor!" Han advarede også udbytterne: "I har i Aartusinder skænket os en bitter Livsdrik, vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller – det flyder over!"

Myndighedernes Reaktion: Forbud og Arrestationer

Artiklens opildnende sprog og udsigten til et massivt arbejdermøde fik politidirektøren til at reagere prompte. Han anmodede justitsminister A.F. Krieger (1817-1893) om at forbyde mødet og fængsle lederne af Internationale. Efter ministerielle overvejelser, hvor man diskuterede, om et forbud ville stride mod Grundlovens forsamlings- og ytringsfrihed, valgte myndighederne at slå hårdt ned. Den 4. maj forbød politidirektør Crone mødet via opslag i byen, og natten til den 5. maj blev Louis Pio, Harald Brix og Povl Geleff arresteret.

Louis Pio har selv beskrevet den dramatiske nat i sine erindringer. Efter et møde den 4. maj, hvor trodsen mod forbuddet blev udtalt til tusindstemmigt bifald, spredtes rygtet om forestående arrestationer. Pio og Geleff blev eskorteret af 200-300 meningsfæller. Omkring klokken 1 om natten blev Pio vækket i sit kontor på trykkeriet af politiet. Han blev arresteret og kort efter blev Geleff også hentet fra sit hjem. En times tid senere blev Brix indbragt, efter at have haft tid til at brænde manuskripter af. De tre ledere tilbragte natten sovende på bænke på politistationen, før de om morgenen blev overført til celler ved siden af hinanden.

Konfrontationen på Fælleden

På trods af forbuddet og arrestationen af lederne samledes tusinder af arbejdere, kvinder og børn på Nørre Fælled om eftermiddagen den 5. maj. Antallet af fremmødte er usikkert, men skønnes at have været mellem 10.000 og 20.000. De blev mødt af en betydelig styrke af politibetjente, soldater af fodfolket og en rytterafdeling fra Gardehusarregimentet, bevæbnet med knipler og sabler. Arbejderne var heller ikke ubevæbnede; mange havde medbragt sten, køller og brædder.

Omkring klokken 16 trængte en gruppe på cirka 1000 arbejdere frem mod Fælleden, mens de sang Socialisternes march med tryk på omkvædet: Til arbejdet! Liv eller død! De blev mødt af knippelslag og trukne sabler, og et voldsomt slagsmål brød ud. Kampene, hvor arbejdere rev husarer af hestene og kastede sten, mens politi og soldater brugte knipler og sabler, varede i cirka tre timer.

Slaget på Fælleden resulterede i tilskadekomne på begge sider. Ingen blev dræbt, men flere hundrede arbejdere blev såret af politiets stave. Desuden blev 74 husarer og 23 politibetjente meldt skadet af stenkast.

Umiddelbare og Langsigtede Konsekvenser

De umiddelbare konsekvenser af Slaget på Fælleden var hårde for den unge arbejderbevægelse. Lederne, Pio, Brix og Geleff, sad varetægtsfængslet i over et år. I august 1873 faldt dommene ved Højesteret: Pio fik seks års fængsel, Geleff fem år, og Brix fire år. De blev dømt for at have trodset forbuddet og for at have forsøgt at organisere en styrke, der kunne true samfundsordenen. Årene i fængslet tærede på deres helbred, og i 1875 blev de benådet, muligvis for at undgå, at de skulle dø i fængslet og blive martyrer.

Samtidig med domfældelsen forbød Justitsministeriet organisationen Internationale den 14. august 1872. Myndighedernes håb var at knuse arbejderbevægelsens organisering.

Men forbuddet fik en modsat effekt. Arbejdernes vrede over myndighedernes fremfærd førte til en endnu stærkere tilslutning til arbejderkampen. I årene 1873-1876 blev der dannet over 20 nye fagforeninger hvert år. Disse forbund samlede sig i 1874 i De Frie Fagforeningers Centralbestyrelse, som overtog Internationale's rolle som paraplyorganisation for arbejdernes faglige og politiske kamp. Da Pio, Brix og Geleff blev løsladt i 1875, blev de hyldet af over 10.000 arbejdere, hvilket viste bevægelsens genvundne styrke.

I slutningen af 1870'erne blev bevægelsen dog ramt af en økonomisk krise, der medførte høj arbejdsløshed i København. Dette pressede lønningerne ned og gjorde strejker vanskelige. Myndighedernes fortsatte forfølgelse bidrog også til vanskelighederne. I 1876 blev Harald Brix igen anholdt og idømt fire års fængsel for sine skrifter. Fængselsopholdene ødelagde hans helbred, og han døde kort efter sin løsladelse i 1881, kun 40 år gammel.

Fængslingen af Brix skræmte tilsyneladende Pio og Geleff. Ved juletid 1876 blev de i hemmelighed tilbudt en stor sum penge af politiet for at udvandre til USA, et tilbud de accepterede. Den 23. marts 1877 rejste de i hast til Amerika. Det menes, at pengene kom fra store københavnske virksomheder som Rubens Dampvæveri og B&W Skibsbyggeri, der ønskede at skille sig af med arbejderlederne.

Lederflugten og den økonomiske krise skabte mismod i den socialistiske bevægelse. Medlemstallet faldt med næsten 30 procent frem til kongressen i juli 1877. Først i løbet af 1880'erne begyndte arbejderbevægelsen for alvor at genrejse sig i Danmark. I 1878 blev Socialdemokratisk Forbund stiftet, hvilket gav arbejderne et politisk parti til at varetage deres interesser.

Slaget på Fælleden blev dermed et symbol på arbejderbevægelsens tidlige, hårde kamp for bedre leve- og arbejdsforhold og for anerkendelse som ligeværdige borgere. Selvom det umiddelbart førte til nederlag og fængsling af lederne samt forbud mod organisationen, viste det også arbejdernes kampgejst og nødvendigheden af stærk organisation for at modstå magthavernes styrke. Det var en blodig lektion, der bidrog til at forme bevægelsen i de følgende årtier.

Sammenligning: Arbejdsforhold før vs. Krav under Murerstrejken

Ofte Stillede Spørgsmål om Slaget på Fælleden

Her er svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål om Slaget på Fælleden:

Hvem sloges i Slaget på Fælleden i 1872?

Slaget stod mellem demonstrerende arbejdere, primært medlemmer af Internationale (Den internationale Arbejderforening for Danmark), anført af ledere som Louis Pio, Harald Brix og Povl Geleff, på den ene side, og myndighederne, repræsenteret af politiet, fodfolkssoldater og rytteri fra Gardehusarregimentet, på den anden side.

Hvad var baggrunden for Slaget på Fælleden?

Den generelle baggrund var de elendige leve- og arbejdsforhold for arbejderne i København i 1870'erne, herunder lange arbejdsdage, lav løn og fattigdom. Den direkte anledning var en strejke blandt københavnske murere, der krævede nedsættelse af arbejdstiden. Mødet på Fælleden blev indkaldt af arbejderbevægelsens ledelse som en støttedemonstration og en manifestation af bevægelsens styrke.

Hvad ville Louis Pio opnå med at holde møde på Fælleden?

Louis Pio og de andre ledere af Internationale ønskede med mødet at samle arbejderne for at vise bevægelsens styrke over for både arbejdsgivere og myndigheder. De ville tælle deres tilhængere ('holde Mandtal') for at kende deres egen magt og fjendernes svaghed, stille krav og sværge troskab til hinanden i kampen for bedre vilkår. Det var en protest mod arbejdsforholdene og kapitalens magt.

Hvor mange mødte op til Slaget på Fælleden?

Det præcise antal er usikkert, men det menes, at mellem 10.000 og 20.000 protesterende arbejdere, kvinder og børn mødte op på Nørre Fælled trods forbuddet.

Hvad skete der med arbejderbevægelsens ledere efter Slaget på Fælleden?

Louis Pio, Harald Brix og Povl Geleff blev arresteret natten før slaget. De blev efterfølgende dømt til lange fængselsstraffe (hhv. 6, 4 og 5 år), men blev benådet efter cirka 2-3 år. Efter løsladelsen blev de hyldet, men bevægelsen stod over for nye udfordringer. Harald Brix blev senere fængslet igen og døde kort efter sin løsladelse. Louis Pio og Povl Geleff blev i 1877 i hemmelighed betalt af politiet (angiveligt med penge fra store virksomheder) for at udvandre til USA.

Hvilken betydning fik Slaget på Fælleden for arbejderbevægelsen?

Slaget på Fælleden svækkede i første omgang bevægelsen ved at fjerne lederne og føre til forbud mod Internationale. Men det viste også arbejdernes vrede og kampvilje. Forbuddet mod Internationale førte til dannelsen af mange nye fagforeninger, der samlede sig i en ny central organisation. Slaget lærte bevægelsen vigtigheden af organisation og blev et symbol på arbejdernes tidlige kamp for bedre vilkår, stemmeret og anerkendelse. Selvom det var et nederlag på dagen, bidrog det på længere sigt til at forme og styrke arbejderbevægelsen i Danmark.

Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Slaget på Fælleden: Arbejdernes Første Store Kamp, kan du besøge kategorien Fotografi.